Billede: StineStregen
Jeg er så pisse sur, gal og ikke mindst skide hamrende irriteret og skuffet! Nu sidder jeg her IGEN, atter med en form for reprimande fra kommunen med henblik på min blog. Det er sket før og der fik jeg medhold i sagen, fordi der intet var at komme efter - og så, nu igen? Jeg kan slet ikke beskrive det tankemylder der er i mit hoved. Jeg startede med at stortude af uforståenhed og ikke mindst fordi jeg føler mig trådt på, at folk ikke tror på mig, og så gik trist heden over til vrede. Nu er jeg bare sur, for jeg synes fandme at jeg har mit på det rene!
Jeg skjuler ingenting på min blog, derimod er jeg blevet meget bedre til at fortælle mere åbent omkring det at være syg og mor samtidig. Jeg fortæller om sygdommen på godt og ondt. Men kun indimellem, andre mennesker gider da ikke kun at læse om sygdom, og helt ærlig gider jeg da heller ikke selv at mit liv ikke skal omhandle andet end sygdom, det fylder nok i forvejen!
Bloggen er udover mit pusterum et sted hvor jeg kan beklage mig i forhold til sygdom, men bloggen er samtidig også mit frirum og mit lille glansbillede ud ad til, et sted hvor folk ikke altid behøver at se sygdom og manglende energi og overskud. Jeg vil da meget hellere fremstå som super moren der har et pænt hjem med lækker hjemmelavet aftensmad, end hende den sure trætte mor der snerrer over det mindste og smider en færdigret i ovnen for at barnet får aftensmad - for den mor er jeg altså desværre rigtig tit! Dét viser jeg bare ikke!
Jeg får hjælp til det meste, hvem vil indrømme det offentligt? At jeg nogen gange ikke kan rede mit eget hår? Det er da så ydmygende som noget overhoved kan være, jeg er så flov! At vi ikke har fået vasket gulv i flere måneder og at der ikke bliver vasket tøj andet end hver fjortende dag, at jeg ikke selv kan handle ind til ugens forbrug eller når familien passer mit barn en weekend hvis jeg trænger til aflastning - se dét fortæller jeg så absolut heller ikke højt.
Værst af alt, når vi er på familietur, som f.eks. her i sommers hvor vi var i Sommerland Sjælland, der ser I heller ikke andet end billederne jeg viser frem hvor alt er idyl - I ser ikke en mor der ligger på en bænk i skyggen med benene oppe, fordi det hele er blevet for hårdt og kroppen skriger, alt imens mand og barn hygger sig i vandlandet og rutchebanerne? Jeg ville give ALT for at være med, jeg sidder altid i baggrunden med en lille tåre trillende ned at kinden fordi jeg bare ikke kan den slags med mit barn, det er sådan en mega fallit erklæring for en mor ikke at kunne lege med sit barn så nej fandme om jeg viser billeder af det. Ligesom jeg ganske bevidst heller ikke viser billeder af mig selv, siddende i en kørestol, fordi en tur i zoologisk have er alt for krævende for min krop. Det er simpelthen for flovt og for ydmygende at vise frem på billeder - selvom det er sandheden!
Der er SÅ mange ting jeg ikke længere kan, hvorfor så ikke være positiv og lægge vægt på dem man kan? Helt ærligt! Bloggen her har været mit lille pusterum i snart 5 år - måske jeg bare skulle lukke og slukke! Så skaber det da ikke længere problemer.. Man kan åbenbart ikke blogge, hvis ikke man kan arbejde? Tvivlen begrundes med, at aktivitetsniveauet på min blog åbenbart ikke stemmer overens med de timer jeg kan præsterer på arbejdsmarkedet. Jeg blogger når jeg har tid og lyst, nogengange ofte og andre gange går der længere tid imellem, nogle indlæg udgives med det samme og andre planlægges til når jeg ved overskuddet er småt. Det tager ikke længe at lave et blogindlæg og jeg kan tilmed gøre det imens jeg ligger på langs, sidder eller står, jeg bestemmer helt selv og jeg kan gå og komme til computeren som det passer mig bedst. (ja faktisk kan jeg blogge fra min telefon imens jeg er på toilettet!) Ærlig talt, hvis ikke jeg havde min blog at gå op i, så tror jeg at jeg ville blive deprimeret.. Det er så hårdt og opslidende bare at gå hjemme dag ud og dag ind! Jeg kan ikke længere varetage nogle af mine gamle interesser.. Jeg får ondt i ryggen af at sidde ved symaskinen, hvis jeg hækler skriger mine fingre og hvis jeg maler så er det mine arme der volder problemer. At skrive ved computeren er det eneste jeg har tilbage - selvom det dog også volder mig lidt problemer i længden!
Jeg har ingenting at skjule og jeg forstår virkelig slet slet ikke hvor nogen ser et problem?
Jeg kan da godt se at billeder kan snyde, både her og på instagram, og at det for andre ser ud til at vi bare er en lykkelig familie der laver en del, men sådan er realiteterne bare slet slet ikke! F.eks. i søndags lavede vi perler - ja, men ungen ville meget hellere ud og cykle en tur og havde spurgt de første ti gange, men det kunne jeg altså bare ikke, så efter et hysterisk anfald fik jeg lokket hende til at vi sammen kunne sidde ved bordet at lave perler, dét kan I jo ikke se ud fra et billede, I kan heller ikke se at hun faktisk endte med at lave perler selv, fordi mine fingre ikke ville holde på perlerne!
Igår var vi ude og se min far cykle cykelløb ude i skoven, vi kørte i bil derud og jeg blev sat af ved pladsen, imens min kæreste kørte videre for at finde en parkeringsplads så jeg slap for at gå. Vi stod ikke ved målstregen og heppede, da den lå to kilometer inde i skoven, nej vi stod ved starts linien og ventede, hvor vi vidste han kom retur efter løbet, for at undgå at skulle gå. Vi var der sammenlagt 1-1½ time før mine fødder og ben protesterede og vi tog hjem igen, men det ser man altså heller ikke på billeder.
For igen - hvem gider at se og høre på dårligsom hele tiden?
Hvis jeg ved at vi skal til et arrangement eller andet som kan vare hele aftenen eller måske en fødselsdag om dagen, så tager jeg altså ekstra stærke smertestillende for at komme igennem dagen. Skal jeg noget vigtigt om aftenen, foregår dagen på langs for at "lade op" og dagen efter ligeså, men for at restituere. Mit liv er en stor planlægning.
'armen jeg kan slet ikke forstå at der er et problem!
Slet ikke fordi alle de "eksperter" der har vurderet mig, både på arbejdsmarkedet og i hjemmet alle siger det samme, at der er tydelige tegn på besvær og smerter, og at min krop ganske enkelt bare ikke kan fungere i længere tid, de kan se det uden at jeg siger noget som helst. Hvor er tvivlen så henne?