Jeg keder mig!
Sådan rigtig rigtig keder mig... Jeg ved at jeg har sagt det før, men jeg er så inderligt træt af min situation og mit evige trivielle kedelige liv - og ja, jeg har sgu' ærlig talt lidt ondt af mig selv lige fortiden.
Jeg går bare herhjemme og keder mig, førhen kunne jeg godt få tiden til at gå - jeg kunne 'underholde' mig selv og fik lavet forskellige kreative sysler mm. men nu, i takt med at vejret er blevet lidt bedre, er mit helbred og min krop også blevet bedre og nu hungre jeg altså efter at få noget at lave og komme ud blandt andre mennesker. Mit problem er så bare at jeg ikke kan komme igang igen på normal vis, jeg er i kommunens klør' og skal rette mig efter dem. Måske husker I nogle af mine tidligere indlæg med diverse frustrationer omkring kommunen, for at sige det pænt har de ikke just været på min side - eller for den sags skyld ytret ønske om at hjælpe mig videre. Jeg har været sygemeldt i 4 år nu, on/off og haft mindst 12 sagsbehandlere! Ingen kan gøre mig klogere og ingen synes at kunne hjælpe mig.
Jeg er 'vurderet' til at kunne arbejde mellem 10-15 timer ugentligt, det er så svært at vide præcist, for ingen dage er ens. Og på de dårlige dage er det jo rart at være hjemme, så jeg kan lade op og være bare nogenlunde frisk til Mynthe kommer hjem. Her er det også en kæmpe bonus at vi har fået flyttet børnehave, hun starter på næste onsdag og det bliver bare SÅ godt - og forhåbentlig kan det hurtigt mærkes på min krop. På de gode dage længes jeg efter et arbejde, gode kollegaer - generelt bare den følelse af at der er brug for en, dén savner jeg!
Jeg har før været startet op på forskellige ting, uddannelse, arbejde mm. fordi NU var jeg træt af at gå hjemme og NU kunne helbreddet sikkert godt klare det, men hver gang, har jeg efter et par måneders kamp måtte opgive. Måske burde jeg havde lært det nu, men altså - hvorfor lige mig? Der er så mange ting jeg gerne vil, jeg elsker at arbejde og have et travlt liv!
Om tre uger skal jeg til endnu en special læge konsultation, forhåbentlig en af de sidste og forhåbentlig også den der kan give bare lidt mere afklaring hos kommunen! For dem er det nemlig ikke nok med diagnose fra egen læge og reumatolog, der skal mere til og derudover endda også et specielt smerteforløb - et kursus der er 36mdr. ventetid på, og før jeg har gennemgået det, kan jeg ikke komme i betragtning til nogen form for arbejdsprøvning, og før jeg har gennemgået minimum 2 fulde arbejdsprøvninger kan jeg ikke komme i betragtning til at søge flexjob, en process der snildt kan tage flere år!!!!
Det er SÅ trættende at tænke på.. Alle mine drømme sættes på stand by! Én ting er at skulle gå hjemme, føle sig ubrugelig og nyttesløs - men tilmed kommer bekymringerne om endnu flere år på kontant hjælp, drømme om huskøb, uddannelse, muligheden om flere børn mm. udskydes til det uendelige.
Jo mere jeg tænker over tingene, jo mere fylder det også oppe i mit hoved og jo mere indebrændt bliver jeg! Shit hvor skal man gå meget lort igennem altså. Jeg kan godt forstå at mange sygemeldte ender med en depression, for hold da op, det er jo til at få grå hår af!
Jeg har altid været enorm pligtopfyldende og sød, og 'føjet' andre - men de sidste par måneder har gjort mig mere og mere indebrændt, og jeg er begyndt at tænke anderledes og mere på mig selv. Så efter mit lægebesøg er der ingen kære mor, så kan kommunen bare vente sig kan de.. Nå!
Beklager mit sure opstød, alt er ikke rosenrødt, så den slags forekommer altså også her på bloggen..
Hvorend jeg gerne ville være fri, er det nu engang en del af mig.