Bum bum som i at
nu sker der noget!
Jeg har jo gået hjemme i laaaaang tid snart, sygemeldt pga min dumme krop. Jeg har førhen været i arbejde mm. og startet udd. men har alle gange desværre måtte stoppe. Faktisk har jeg ikke været sådan rigtig rigtig igang siden jeg blev sygemeldt i min graviditet - selvom jeg virkelig virkelig gerne vil.
Men lidt kampe med kommunen og et dumt helbred gør det bare svært. Og så længe man er under lægelig udredelse er man sygemeldt og uden for arbejdsmarkedet.
MEN, nu er jeg så småt noget dertil hvor jeg har fået lov at komme i lidt "snuse praktik" for at finde ud af hvilke fag min krop kan klare og hvor mange timer ugentligt, og så på den baggrund få fundet en ny uddannelse til mig jeg gerne skulle kunne holde til. Lige nu går jeg dagligt til nogle "møder" med nogle der ligesom mig selv, er sygemeldte med dumme og besværlige lidelser. Først tænkte jeg "aaarrrgh come on - skal jeg virkelig det?" Men det er egentlig rigtig rart at komme ud og snakke med nogle der er i samme situation som mig selv, folk der har været igennem det jeg skal igennem, kan give råd og vejledning og ikke mindst håb.
Sidste uge var noget rigtig skidt. Efter diverse samtaler om fortiden, helbreddet, mulighederne for fremtiden mm. var humøret helt i bund! Jeg har altid haft svært ved at acceptere mit problem og det er absolut ikke noget jeg taler højt om, tvært imod synes jeg måske det er lidt små pinligt, og er jeg ude bider jeg som oftes smerterne i mig for ikke at syne syg. For jeg synes altså ikke selv jeg er syg! Men jo, det er jeg, og jeg har en del begrænsninger jeg er nødt til at tage højde for selvom jeg ikke har lyst. På de her "møder" lærer vi at tackle vores situation i nuet, og istedet for at se på alt det man ikke kan, ser vi istedet på alt det vi godt kan. Meget simpelt - men super svært. Nu har jeg i flere år ikke mødt andet end modgang pga de ting jeg ikke kan, så er det svært pludselig at vende den om. Men det er nyttigt kan jeg mærke! Min konsulent som det så fint hedder, altså den person der er knyttet til mig, siger at jeg skal blive bedre til at snakke om min situation og fortælle folk om mit helbred - det er knag'me svært! Især fordi selv de helt tætte på mig, måske ikke engang ved alt det de burde.
Jeg døjer med konstante ledsmerter, fingre/hænder/arme, skulder, hofte, lænd og ellers bare skiftevis smerter i hele kroppen. Sovende led, træthed, hovedpine, koncentrations- og hukommelsesbesvær. Jeg har svært ved at sidde i længere tid af gangen, svært ved at gå,stå,løbe mm. Og mange flere skavanker! Ja hvad er der ikke galt? Lort med lort på! Nå, men altså.. Jo mere jeg fortæller det, jo mere går det op for mig selv og jo før kan jeg vel acceptere det og komme videre tænker jeg.. Selvom det er svært.
Men jeg er fortrøstningsfuld, især nu hvor jeg er omgivet af andre i samme situation og fagpersoner der er der for at råde og vejlede.
Et surt og meeeeget sandt opstød herfra.
- Så blev i det klogere på mig :)