I weekenden her står der baby på programmet,
hende her er nemlig på visit og vi har babyshoppet i stor stil de sidste to dage - havde helt glemt hvor småt den slags tøj var? Det sætter tankerne lidt igang, Mynthe fylder jo 4år til sommer og ville allerede nu, have haft godt af en søster eller bror at dele tilværelsen med, men hun har en god tid som 'enebarn' og får lov at nyde livet.
Selvom hun ofte snakker om det og ønsker sig det gevaldigt. Jeg har i mange år tænkt at 4 år var den passende aldersforskel, ja det bliver det jo så altså ikke - og nok heller ikke liiiiige foreløbig. Men må da nok indrømme at efter de sidste to dage er lysten kommet tættere og tættere på, tættere end jeg egentlig troede var muligt.. Men jeg er voksen og fornuftig, det skal nemlig ikke være - I hvert fald ikke nu. Bum! Men så er det jo godt at to af mine tætteste veninder begge er med 'rogn', henholdsvis til Juli og Oktober - mon ikke jeg får baby nok hos dem?
Lille bitte Mynthe, så fin og lækker med sin store grimme sut. Åhh ja, fødsel snak, graviditet og shopping sætter følelserne og tankerne igang og jeg har tænkt tilbage på nogle dejlige minder. Af dem jeg husker, desværre er de første 4 måneder af Mynthes liv så godt som ikke eksisterende hos mig - en svær og hård tid, ikke så meget får Mynthe, men mere for mig. Jeg er led og ked af ikke at kunne genleve dem med hende, heldigvis har jeg en hulens masse dejlige billeder jeg kan se tilbage på med lykke og glæde, og så ellers bare glæde mig til en dag, forhåbentlig, at skulle opleve det hele igen.
Jeg husker tydeligt da jeg lå der med presseveer og fødderne i vejret, og en sygeplejerske så fint spurgte mig om jeg havde husket at købe hårspænder, "åhhh hun har hår" var mine tanker, babyer med hår er fantastiske! Mynthe havde meget, og helt fint sort - indtil hun tabte det hele og blev skaldet og lys for en stund.. Tihii.. Et smertehelvede uden lige fyldt med kaos og læger og en dum oplevelse - og alt jeg husker og smiler af, er den søde kommentar om håret, det er da underligt hva'? Smerterne, veerne, oplevelsen, operation efterfølgende, ikke at kunne se mit barn mm. alt er glemt, lykkelig glemt. Jeg husker kun det gode, og ser frem til en dag at skulle få lov at gøre det hele endnu engang - dog forhåbentlig med et bedre forløb. Jeg glæder mig!
Det der med at få børn med flere mænd.. Puhh ha, det er altså også en kamel der skal sluges.. "For det gør man da ikke!" Og ja, det har jeg altid selv sagt.. Men jo sgu'! Jeg er da ikke færdig, tror jeg, og min fantastiske kæreste skal da også have muligheden for at få sit eget, selvom han har Mynthe, er det jo stadig ikke det samme. Og altså, vi snakker to mænd - og ikke 5!
Jeg er selv enebarn, det har altid påvirket mig en del, og jeg har svoret at det skulle mit barn aldrig blive, aldrig. én ting er at jeg er alene, jeg har fætre og kusiner, hvis Mynthe blev enebarn er hun jo helt helt alene, den tanke kan jeg ikke bære. Jeg har altid ønsket en af dele livet med, dét skal Mynthe have. Man er jo ikke garanteret søskende lykke, og hvem siger de overhoved vil få glæde af hinanden - men bare det at muligheden er der, det gør mig fortrøstningsfuld.
Og i dagens Danmark er det jo ret så normalt med delebørn på kryds og tværs, og børn med forskellige mænd. Jeg håber da også for Mynthe at hun med tiden vokser op med søskende på både mors og fars side, tænk en berigelse at have som skilsmissebarn? Muligheden for dobbelt op af alting? Jeg selv er skilsmissebarn, men af en fantastisk familie hvor de fleste er skilt på kryds og tværs, men alle kan sammen, har det godt og vi ses sammen indbyrdes. Jeg har haft dobbelt af bedsteforældre på alle sider og fået tilføjet dejlige personer til mit liv, som jeg aldrig ellers ville have mødt. Selvfølgelig er det ultimative ønske en god solid kernefamilie, men når nu det skal være, så er der mange eksempler på lykkelige og velfungerende skilsmissebørn, med søskende og bonus'er i massevis.
Så jeg har slugt kamelen, og under mig selv den ultimative lykke - en skønne dag!