Det der med at få kritik er aldrig sjovt, heller ikke selvom man selv opfordrer til ris og ros – Af en eller anden grund er det jo altid sjovest at få en masse ros, men indimellem kommer der altså også lidt ris.
Det fik jeg her til aften af en anonym læser her på bloggen. Først ville jeg egentlig slette kommentaren, fordi den ramte plet og fordi jeg faktisk blev både vred og såret over den.
Kommentaren lød således ”Syntes det er ved at være kedeligt med en foto-blog!!!
Skal der ikke snart ske noget mere herinde???”
Hvem det er, aner jeg jo af gode grunde ikke. Desværre.
Men istedet for at slette kommentaren, ja så æder jeg den og giver vedkommende ret – for jo, det er mest foto indlæg der kommer lige for tiden og måske andre end denne anonyme læser har spekuleret over det? For der er selvfølgelig en grund – flere faktisk. Egentlig ville jeg blande bloggen udenom, men måske det er godt nok at ”spille med åbne kort”. Egentlig går det rigtig godt, jeg er glad for mit liv og for en gangs skyld er der mange ting der går som jeg gerne vil have de skal gå. Jeg føler mig heldig og privilligerede. Jeg har en dejlig familie, nogle skønne veninder der værner om mig og jeg forsøger så småt at forstå hvordan en ny kærlighed kan føles. Jeg lærer mig selv at kende. Men alligevel er der ting jeg ville ønske jeg kunne lave om på. Og for ikke at snakke om ting der dræner mig for det overskud jeg ellers var begyndt at have. Mynthe er i trodsalderen og prøver livligt grænser af, bevares, det skal hun jo igennem, men når hun så samtidig springer den 3 timer lange middagslur over, ja så er det ikke særlig sjovt, altid at være alene med hende. Forholdet imellem Farmanden og jeg er i skrivende stund heller ikke det bedste, desværre, dét er en stor del af min hovedpine. Jeg ønsker jo bare det bedste for min lille pige.
Derudover starter vi på et nyt kapitel i vores nye ”alene liv” fra næste mandag, hvor jeg starter i skole igen, så pludselig føler jeg mig endnu mere alene om alting. Det er rigtig svært at få det hele til at gå op i en højere enhed med aflevering, transport, afhentning, indkøb, lektier, madlavning, su-økonomi mm. Jeg ved at jeg nok skal klare det hele, jeg har et stærkt bagland der støtter mig, og jeg vil virkelig gerne have at det her skal lykkedes for mig. Koste hvad det koste vil, næsten da!
MEN, det hele tager altså lidt på mit overskud og min energi lige for tiden. Lysten til at blogge har jeg stadig, tiden og overskuddet er bare ikke altid enig med lysten. Og er en midlertidlig foto-blog så ikke bedre end ingen blog? Det synes jeg selv i hvert fald. Og heldigvis bestemmer jeg jo helt selv.
Kære Anonyme, hvem du så end er – tak for kommentaren, uanset hvor irriterende jeg fandt dine famøse ”!!!”så har de alligevel hjulpet mig lidt på vej tror jeg.
