Egentlig ved jeg ikke helt om dette indlæg skulle være udgivet, jeg har forsøgt at klikke på udgiv nogle gange, nu gør jeg det. Livet er ikke altid et glansbillede, langt fra, især som syg!
Allerede nu, inden du læser videre vil jeg lige advare dig om at dette er et indlæg om sygdom og brok, rigtig meget brok faktisk.
Jeg har altid været en meget social person med et kæmpe netværk,men nu, efter min sygdom og i særdeleshed indenfor de sidste par år hvor det er blevet værre og værre, er flere og flere fra netværket faldet fra og jeg frygter nærmest samværdet med andre mennesker. Det har altid betydet noget for mig hvad andre tænker om mig, og alligevel slet ikke, jeg er meget min egen. Jeg behøver ikke have det nyeste nye for at føle at jeg passer ind og har altid være åben imødekommende og har altid nemt passet ind alle vegne. Hende, den person savner jeg. Jeg savner mit gamle sociale jeg. Jeg hader det jeg er blevet til pga den her sygdom, virkelig. Min mor spurgte mig engang om jeg var bitter, jeg svarede nej, men ved I hvad, det er jeg fandme - hvorfor lige mig?
Den her weekend har på mange måder været skøn, men samtidig også den værste nogensinde, i går gik det nemlig op for mig at jeg virkelig ikke er som andre, at mit liv er anderledes og at jeg ikke længere passer helt ind.. Det vidste jeg jo nok egentlig godt, men igår kom det hele bare alt alt for tæt på og jeg endte med næsten at få et nerve sammenbrud på en bar midt i københavn. Heldigvis med nogle af de mennesker jeg elsker aller mest omkring mig.
Jeg fylder snart 27 somre, jeg er stadig ung og jeg vil indimellem gerne nyde det! Også i denne weekend hvor Mynthe (heldigvis) har været hos sin far. Fredag stod på kæreste date og lørdag, madhygge med 3 veninder i københavn inden vi senere på aftenen skulle mødes med nogle andre inde i byen.
Normalt hvis jeg drikker mig fuld, har jeg det fantastisk - ikke ondt et eneste sted og jeg kan danse løs på bordene hele natten lang uden de mindste smerter, alcoholen er simpelthen fantastisk
(at jeg så ligger på langs 3 dage efter er en helt anden sag) - men med de piller jeg får lige pt kan jeg ikke tåle mere end et par glas vin. Hvilket betød at trods smertestillende kunne jeg mærke alt hvad min krop fortalte mig igår. Normalt vis kan min krop være oppe og igang i en 3-5 timer før musklerne begynder at falde sammen og trænger til hvile. Jeg havde virkelig ondt og ville gerne hjem, men mit indre og gamle jeg ville gerne blive og være en del af fællesskabet - jeg gider sgu' ikke være hende den kedelige, og da slet ikke hende hvis kæreste er tvunget til at gå tidligt hjem bare fordi hans kæreste er syg! Ej, jeg holdte ud og jeg hyggede mig da også, siddende på en stol imens alle omkring mig var fulde og dansede løs - måske var det i virkeligheden mest mig selv der var påvirket af situationen og følte at jeg ikke passede ind.
Ikke alle kender til min situation og min sygdom, og kun ganske få kender til hvor slemt det egentlig står til.
Kæresten og jeg takkede af og gik videre til en anden bar hvor to af mine tætteste var, det havde jeg mere brug for troede jeg, men det var faktisk endnu værre. Dér kom tårerne og følelsen af, at jeg faktisk slet ikke passer ind længere. Det var SÅ grænseoverskridende og forkert at være hende taskeholderen i hjørnet der sad tilbage alene fordi alle var på dansegulvet, dér knækkede filmen og jeg skulle bare hjem.
Tænk engang jeg at jeg blevet hende? Mit liv er slet ikke som jeg havde forestillet mig og selvom jeg egentlig selv synes jeg var kommet langt med at accepterer min sygdom og mit liv, så blev jeg lige sat tilbage, helt tilbage til starten. Shit! Jeg hader det hele og hvor er det bare skide pisse meget uretfærdigt, værst er det, at ingen kan se det på mig og bare tror jeg er hende den sure i hjørnet der intet gider - sandheden er jo at jeg ikke kan rejse mig for bare smerte og ville ønske at det var mig der dansede pisse stiv på baren - eller stod med en fadøl i hånden over et spil bordfodbold!
En by tur med veninder eller ej, mit liv kom helt helt bag på mig igår og endnu engang føler jeg ikke at jeg passer ind nogen steder.
Idag har været et helvede, ubeskrivelige smerter i hele kroppen især i fødderne og savnet til Mynthe og mit liv som mor har været enormt. Snart har vi påskeferie sammen og dét skal nydes, bare Mynthe og jeg, dét kan jeg nemlig finde ud af og selvom jeg også kan blive frustreret over at være syg mor, så ved jeg at jeg er en god mor og den følelse holder jeg fast i når alt andet driller lidt oppe i mit hoved.
For mig hjælper det altid at sætte ord på og skrive ned, det fungerer som ren terapi.
Og bare lige til information, så har jeg det altså godt. Der sker så mange andre skønne ting i mit liv lige fortiden så dette kan ikke få mig ned med nakken, eller jo, igår og måske lidt i dag også - men imorgen er der jo en ny dag!