Tænk engang
at man skal straffes for det man laver? Jeg er mundlam og dybt dybt ulykkelig.
Faktisk er jeg rigtig ked af det og synes bare at alt er super uretfærdigt og
imod mig lige nu!
Jeg ved godt
at når man vælger at have sin blog offentlig for andre, betyder det at alle kan
læse med, alle – også det offentlige, men at det ligefrem skal bruges imod én, havde
jeg ikke regnet med.
Jeg har fået
et ordentlig hak i nøden idag, og mig som troede der ikke var plads til flere.
Jeg kæmper
en daglig kamp med at skulle acceptere mit liv og de forhindringer jeg desværre
møder rigtig mange af, og vil gøre resten af mit liv. Jeg ser ofte mig selv som
en faliterklæringen, og bloggen er mit fristed til at kunne folde mig ud og
vise alle de ting jeg nyder i livet og sætter en ære i, men nu er mit fristed
væk. Ja jeg ser glad og mobil ud på billederne, jeg har en kæreste der vil mig
og min datter det bedste, jeg viser af billeder af ting vi har lavet, købt og
de fornøjelser vi har os. Ja jeg er på offentlig ydelse, ikke fordi jeg vil, men
fordi jeg ikke har et valg – og dén mulighed er jeg så taknemligfor for at vi i
danmark har.
Her på
bloggen virker jeg måske som en verdenskvinde, men det er jo kun glasbilledet
ud af til. Mit liv hænger kun lige med nød og næppe sammen. Jeg kan ikke
alverden selv, og det er jeg så småt ved at lære at acceptere. Jeg får hjælp
til mange ting, selvom det er rigtig svært at bede om, så giver det mig bare
ekstra energi og kræfter til at være sammen med Mynthe, og dét er det
vigtigeste for mig. Ja mit køkkenbord flyder med alt for meget opvask, min
vasketøjskurv er alt for fuld og mit køleskab halvtomt – hvis ikke jeg fik
hjælp! Jeg priser mig lykkelig over at have en familie der træder til, selv når
jeg ikke beder om det. Jeg får hjælp til tøjvask, opvask, indimellem rengøring,
indkøb/afhentning af tunge vare, hentning af Mynthe hvis der er brug for det
eller sågar aflastning en dag eller to. Økonomisk for jeg også hjælp, det er
det der gør at jeg kan spare lidt op og hygge lidt ekstra med Mynthe, f.eks.
som at tage på hendes første ferie. Det havde jeg virkelig skinket og sparet
for at kunne, og skal man så straffes for det?
Hvordan har man råd til at tage på ferie når
man er på offentlig ydelse, hvem hjælper i hverdagen, hvorfor har jeg en
autostol når jeg ikke har en bil?
Ledegigt er jo ikke så slemt, og fibromyalgi
.. – dét er jo ikke en rigtig sygdom, det foregår jo mest oppe i hovedet!
Jeg hader
den situation jeg sidder i, jeg ville ønske at jeg kunne gå på arbejde og have
et liv som alle andre og forsørge mig selv og min datter, men det kan jeg bare
ikke. Det er et faktum – og en kæmpe kamel at sluge. Dagligt støder jeg hovedet
ind i muren, der er altid mistro til mig. ’Hun ser da ikke spor syg ud’ - ’det kan hun da sagtens’ – ’kom nu bare igang’
Det er den slags kommentare jeg lever med. Og nej, jeg ser ikke syg ud og jeg
snakker ikke om det, jeg vil ikke gøre mig mere syg end jeg i forvejen er. Jeg
vil bare gerne være normal. Jeg prøver virkelig at være stærk og yde mit
bedste, men livet er ikke altid nemt med konstante smerter, træthed, dårlig
hukommelse og behovet for at hvile kroppen mindst én gang dagligt.
Bloggen er
mit glansbillede ud ad til, min lille fantasi verden hvor alt er godt. I
virkeligheden findes der intet
glansbillede, blot en kaotisk hverdag fyldt med frustrationer og konstant
dårlig samvittighed – men heldigvis er den også fyldt med en enorm kærlighed
til min lille pige, og det er dét der holder mig oppe!
Jeg føler
mig virkelig trådt på, og tænk engang – jeg troede ikke at jeg kunne komme
dybere ned i mit sorte hul, men jeg tog fejl.
Billedet er fundet på google