onsdag den 25. september 2013

En lille status.. Familie, kæledyr, vægttab og lidt om når mor er syg

Mon ikke det er på tide at give lidt livstegn fra sig? Jeg lever altså, godt nok ikke i bedste velgående, men jeg lever - endda så meget at jeg kan mærke det! Efteråret er kommet og det mærker jeg på den hårde måde, min krop er helt umulig fortiden, stiv og øm dagen lang.
Sidste uges konstatering af en slem blærebetændelse samt weekendens loppemarked, har gjort at denne uge indtil videre har foregået på langs. Av av av alle vegne. Faktisk er energien til at tænde computeren først kommet frem idag, ellers har den været slukket siden i torsdags. Men det er nok også meget sundt indimellem.
Kærestemanden min har været fantastisk, først passede han pigebarnet de 10 timer jeg var væk i forbindelse med loppemarked, (sørme om de ikke havde hygget med biograftur og det hele) og da jeg så kom hjem fra loppemarked, fik jeg lov til at gå direkte hjem og tage en lur på sofaen - han er nu altså fantastisk og hvor er det bare skønt at Mynthe elsker ham lige så højt som mig. Han er virkelig en fantastisk hjælp, ligesom min dejlige familie også er - tænk hvor er jeg heldig!
Loppemarkedet gik fint, tiltrods for ømme fødder og lænd så gik tiden faktisk overraskende hurtigt, og jeg fik da tjent en god slat så der er til lidt nyt tøj til Mynthe og måske lidt tilskud til det nye spisebord - vi er vist ved at have besluttet os - og hvem ved, måske lidt London lomme penge, mulighederne er mange.
Og så lige en kæmpe tak til jer der kom og hilste på og tilkendegav jer, fantastisk I gider og skønt at sætte hoved på nogle af jer der er så søde til at kommenterer. 

Idag har været lidt bedre, lidt computer sjov, foto arbejde mm. og så hentede jeg Mynthe tidligt - hun lider jo desværre også lidt under de dage hvor "mor er skidt", men hun er så forstående og er helt med på, at nogle dage er mindre aktive end andre og hun er også begyndt at forstå at jeg indimellem har kortere lunte end andre. Så sent som idag da hun skulle i seng sagde hun til kæresten "kom vi må hellere skynde os, så mor ikke bliver sur - hun er lidt træt idag" armen er hun ikke fantastisk? Det gør ondt dybt inde i mit hjerte at min datter på 4 år, kan og skal, tænke sådan - men samtidig også stolt over at hun i den alder er i stand til at forstå og tænke over tingene. Mynthe går til dans om mandagen, og i mandags var det mig nærmest en livs mission overhoved at komme ud af sengen, MEN, jeg har lovet mig selv at min sygdom skal gå så lidt ud over Mynthe som muligt, én ting er stille hjemmedage - men dans, legeaftaler mm. Dét skal bare overholdes, koste hvad det koste vil. Hun skal have et normalt liv og ikke "nøjes" eller undvære på min bekostning, nej fandme nej. Pumpet med piller og et godt lag makeup overlevede jeg da også, og Mynthe var ellevild som altid over at komme til dans.
Jeg om nogen kender til svigt og skuffelser, og det vil jeg så inderligt gerne forskåne Mynthe for - i hvert fald så vidt det er mig muligt.

Ellers går det godt, vi laver maaaange perleplader pt da vi er nødsaget til at være hjemme, min cykel er desværre til reperation, så jeg/vi kommer ikke så langt omkring. Jeg har dumme fødder fortiden, så gåture bliver der ikke meget af. (jeg ønsker mig virkelig en bil - en luksus problem når man bor rimelig centralt, men det ville virkelig gøre mit liv lettere og ikke mindst meget sjovere at leve)
Mynthe snakker meget om kæledyr. Jeg tror hun savner Svea, hun siger det ikke selv, men det kan tolkes i hendes snak. Da jeg spurgte hvad weekendens loppemarkeds penge (hendes del) skulle bruges til, svarede hun et nyt kæledyr. Det er da lidt sødt? Så ja, det går vi sådan og spekulerer lidt over.. Jeg savner nu også lidt selskab i løbet af dagen - Svea var ikke meget værd de sidste par måneder, men ellers havde jeg stor glæde af hende i dagstimerne. Nu må vi se hvad det bliver til.. Det skal jo overvejes nøjes, en hund ville være fantastisk men man bliver så fandens afhængig og så er mit helbred bare heller ikke til at kunne påtage mig ansvaret for en hund lige fortiden. En kat, åh ja, det drømmer vi om - men men men, jeg er ikke fan af indekatte, så det er no go, de skal have lov til at komme ud og opleve verden og ikke lukkes inde i en lejlighed med en klam kattebakke. Der er jo heldigvis mange andre muligheder end lige hund og kat, og vi er nok også godt på vej til en beslutning, men vi venter liiiidt lidt.

Vægttab tænker du nok? Puhh ha, ja gid jeg kunne brilliere.. Det kan jeg sgu' ikke. Og jeg har endda syndet lidt indimellem også. MEN, det positive er at jeg ikke har taget på overhoved de sidste 4½ måned, det går stille og roligt ned af, MEGET stille og roligt. Mellem 100-600g om ugen er der da røget de sidste to måneder, det er ikke meget, men taget min diasgnose og mit lave stofskifte i betragtning er det godt siger min læge, (jeg får endnu ikke medicin for for lavt stofskifte). Det er lidt deprimerende, men ja, hvis man skal se lidt positivt på det er det jo bare dejligt at jeg ikke tager på, selvom der ryger en pizza eller en is ned i ny og næ. Nutrilett'en er jeg trappet lidt ned på, jeg bruger det dog stadig som erstatning for morgenmad eller frokost indimellem, det er nu altså genialt når man ikke lige kan overskue det der med at spise, lave sig noget mad eller hvis køleskabet er halvtomt.

Jeg er bagud med mails, indlæg, kommentarer, beskeder mm. Det beklager jeg virkelig - håber jeg får det indhentet de kommende dage. Tak for jeres trofasthed og ikke mindst tålmodighed - I er skønne.

Det blev vist en lidt længere status.. Men ja, det hører sig jo til. Glansbilledet er ikke altid lige glansfuldt.
Men jeg har det nu godt, og selvom jeg indimellem er lidt bitter og indebrændt over lige netop dén skæbne der er tildelt mig, ja så er livet jo altså en gave, der skal leves på bedst mulig vis.
(beklager hvis der er stavefejl, klokken er mange og koncentrationen driller lige nu)


 Fotograf: Mynthe :-)


Image and video hosting by TinyPic

3 kommentarer:

  1. En kort besked her fra: you go girl! Tilgiv dig selv for ikke at være perfekt - at være ærlig, sig selv og gøre det bedste, man kan; dét må være målet! Jeg føler med dig! Jeg genkender mig selv. Men er det ikke vores allesammens udfordring: at øve sig i at være overbærende overfor sig selv? Det perfekte er jo umuligt. Og netop derfor er det måske det aller bedste vi kan lære vores børn: At det perfekte ikke er det, der skal opnås for at være god nok. At passe på sig selv. Kende sin begrænsning. Være ærlig om den - også selvom det ikke var sådan, man ønskede det skulle være. Dét er forbilledligt! Netop derfor, er du et forbillede. Både for os, der læser med og aller mest for Mynthe! Jeg synes, du er sej! :)

    SvarSlet
  2. Du er sej fordi du ikke giver op! Sikke en super mor! :D
    Jeg synes du fortjener at bruge lidt penge på dig selv, det er også så vigtigt engang imellem!

    SvarSlet
  3. Dejligt og ærligt indlæg - må bare tage hatten af for dig - du er sej! Sikke en kamp du kæmper for dig selv og din familie og for Mynthe!
    FLOT!

    SvarSlet

Jeg elsker alle jeres søde kommentarer, og forsøger så vidt muligt at svare på hver enkelt men det tager måske lidt tid. Om ikke andet, læser jeg dem alle og sætter virkelig pris på at I har lyst til at kommentere - TAK :D