søndag den 13. april 2014

Når man ikke længere passer ind..


Egentlig ved jeg ikke helt om dette indlæg skulle være udgivet, jeg har forsøgt at klikke på udgiv nogle gange, nu gør jeg det. Livet er ikke altid et glansbillede, langt fra, især som syg!
Allerede nu, inden du læser videre vil jeg lige advare dig om at dette er et indlæg om sygdom og brok, rigtig meget brok faktisk. 

Jeg har altid været en meget social person med et kæmpe netværk,men  nu, efter min sygdom og i særdeleshed indenfor de sidste par år hvor det er blevet værre og værre, er flere og flere fra netværket faldet fra og jeg frygter nærmest samværdet med andre mennesker. Det har altid betydet noget for mig hvad andre tænker om mig, og alligevel slet ikke, jeg er meget min egen. Jeg behøver ikke have det nyeste nye for at føle at jeg passer ind og har altid være åben imødekommende og har altid nemt passet ind alle vegne. Hende, den person savner jeg. Jeg savner mit gamle sociale jeg. Jeg hader det jeg er blevet til pga den her sygdom, virkelig. Min mor spurgte mig engang om jeg var bitter, jeg svarede nej, men ved I hvad, det er jeg fandme - hvorfor lige mig?

Den her weekend har på mange måder været skøn, men samtidig også den værste nogensinde, i går gik det nemlig op for mig at jeg virkelig ikke er som andre, at mit liv er anderledes og at jeg ikke længere passer helt ind.. Det vidste jeg jo nok egentlig godt, men igår kom det hele bare alt alt for tæt på og jeg endte med næsten at få et nerve sammenbrud på en bar midt i københavn. Heldigvis med nogle af de mennesker jeg elsker aller mest omkring mig.

Jeg fylder snart 27 somre, jeg er stadig ung og jeg vil indimellem gerne nyde det! Også i denne weekend hvor Mynthe (heldigvis) har været hos sin far. Fredag stod på kæreste date og lørdag, madhygge med 3 veninder i københavn inden vi senere på aftenen skulle mødes med nogle andre inde i byen.
Normalt hvis jeg drikker mig fuld, har jeg det fantastisk - ikke ondt et eneste sted og jeg kan danse løs på bordene hele natten lang uden de mindste smerter, alcoholen er simpelthen fantastisk (at jeg så ligger på langs 3 dage efter er en helt anden sag) - men med de piller jeg får lige pt kan jeg ikke tåle mere end et par glas vin. Hvilket betød at trods smertestillende kunne jeg mærke alt hvad min krop fortalte mig igår. Normalt vis kan min krop være oppe og igang i en 3-5 timer før musklerne begynder at falde sammen og trænger til hvile. Jeg havde virkelig ondt og ville gerne hjem, men mit indre og gamle jeg ville gerne blive og være en del af fællesskabet - jeg gider sgu' ikke være hende den kedelige, og da slet ikke hende hvis kæreste er tvunget til at gå tidligt hjem bare fordi hans kæreste er syg! Ej, jeg holdte ud og jeg hyggede mig da også, siddende på en stol imens alle omkring mig var fulde og dansede løs - måske var det i virkeligheden mest mig selv der var påvirket af situationen og følte at jeg ikke passede ind. Ikke alle kender til min situation og min sygdom, og kun ganske få kender til hvor slemt det egentlig står til. 
Kæresten og jeg takkede af og gik videre til en anden bar hvor to af mine tætteste var, det havde jeg mere brug for troede jeg, men det var faktisk endnu værre. Dér kom tårerne og følelsen af, at jeg faktisk slet ikke passer ind længere. Det var SÅ grænseoverskridende og forkert at være hende taskeholderen i hjørnet der sad tilbage alene fordi alle var på dansegulvet, dér knækkede filmen og jeg skulle bare hjem.
Tænk engang jeg at jeg blevet hende? Mit liv er slet ikke som jeg havde forestillet mig og selvom jeg egentlig selv synes jeg var kommet langt med at accepterer min sygdom og mit liv, så blev jeg lige sat tilbage, helt tilbage til starten. Shit! Jeg hader det hele og hvor er det bare skide pisse meget uretfærdigt, værst er det, at ingen kan se det på mig og bare tror jeg er hende den sure i hjørnet der intet gider - sandheden er jo at jeg ikke kan rejse mig for bare smerte og ville ønske at det var mig der dansede pisse stiv på baren - eller stod med en fadøl i hånden over et spil bordfodbold!

En by tur med veninder eller ej, mit liv kom helt helt bag på mig igår og endnu engang føler jeg ikke at jeg passer ind nogen steder.
Idag har været et helvede, ubeskrivelige smerter i hele kroppen især i fødderne og savnet til Mynthe og mit liv som mor har været enormt. Snart har vi påskeferie sammen og dét skal nydes, bare Mynthe og jeg, dét kan jeg nemlig finde ud af og selvom jeg også kan blive frustreret over at være syg mor, så ved jeg at jeg er en god mor og den følelse holder jeg fast i når alt andet driller lidt oppe i mit hoved.

For mig hjælper det altid at sætte ord på og skrive ned, det fungerer som ren terapi. 
Og bare lige til information, så har jeg det altså godt. Der sker så mange andre skønne ting i mit liv lige fortiden så dette kan ikke få mig ned med nakken, eller jo, igår og måske lidt i dag også - men imorgen er der jo en ny dag! 


Image and video hosting by TinyPic

9 kommentarer:

  1. Sødeste Dig ♥
    Du er ikke alene med alle de dumme tanker og alle de trælse frygtelige smerter :-( Keep Smiling ♥ Kram

    SvarSlet
  2. Puuh, har aldrig selv oplevet noget nær samme smerter og derfor ikke samme følelser. Dog har mine psykiske udfordringer givet mig nogle af de samme tanker og følelser du beskriver. Alt er ændret siden den mega sociale mig for 10 år siden. En kamp flere end man tror gennemgår tror jeg.
    Kæmpeknus og en kærlig hilsen fra en man heller ikke kan se fejler noget udefra

    SvarSlet
  3. Skriv du blot dine frustrationer ud. Det er den her slags indlæg der oftest giver mest mening for mig :)

    Kærlig hilsen Kamille, der også er anderledes og kæmper med det :)

    SvarSlet
  4. Det er det din blog også er til, indlæg som disse. Godt skrevet og med sclerose som livsledsager så forstår jeg dine følelser. Håber du er bedre i dag. Ha' en dejlig påske.

    SvarSlet
  5. Kære søde Camilla

    Fuck, pis og øv!!!!

    Det er så uretfærdigt at du i din alder skal kæmpe med daglige smerter af den slags. Det er aldrig ret fair når sygdom rammer nogen man kender, men det er allermest unfair når det er en selv!

    Du ER verdens bedste mor. Men jeg tror også du er verdens bedste veninde og verdens bedste bardanser!
    Jeg kan godt forstå det er pisse irriterende når kroppen skal sætte grænser for en, grænser som man slet ikke er enig i. Det er dybt frustrerende! Man vil fanme selv have lov til at bestemme hvornår man er træt og skal hjem!!

    Måske er det her helt ude i hampen, so to speak, men har du undersøgt og cannabis olie måske kunne hjælpe dig? Jeg ved ikke så meget om det, men jeg tror ikke man bliver skæv af olien fordi det er helt rent. Jeg ved bare mange med kroniske smerter har gavn af det, så det var måske værd at undersøge hvordan det fungerer =)

    KRAAAAAAAAM til dig

    SvarSlet
  6. Sidder på Slagelse sygehus og stortuder efter at have læst dit indlæg! Præcis mit liv i en nøddeskal !!!
    Det må give dig en form for afklaring at du har diagnose? Selv kan de ikke finde ud af hvad det er med mig og jeg bliver pisse rad for at det bare er mit hobede der spiller mig et puds.

    SvarSlet
    Svar
    1. Beklager at jeg fik det drejet men du rammer var SÅ rigtigt med fine ord

      Slet
  7. Flot du skriver dette indlæg - ud med det der trykker. Det er din blog og du skriver hvad du har lyst til.
    Jeg forstår din situation og det kunne være mig for 10 år siden. Jeg er i dag 37 og har også følelsen af at være anderledes pga. Sygdommen. Jeg ville ønske jeg kunne sige til dig at det bliver nemmere med årene, men så ville jeg lyve. Kronisk sygdom er en kamp, dog vil jeg sige at jeg har lært at fokusere på de ting jeg kan og stoppet med at sammenligne mig med raske.
    Jeg har i år været syg i 17 år og stadig ikke accepteret at jeg ikke kan hvad jeg har kunne og aldrig kommer til det .
    Og ja der er dage hvor jeg stor tuder og bander det hele langt væk og så er der dage hvor jeg tænker at jeg har lært så meget om livet pga. sygdommen, som giver livet nye dimensioner som ikke syge aldrig vil kunne opnå.
    Jeg er lige startet hos en coach hvor den står på mentaltræning. Sygdommen er i behandling og forsvinder ikke, derfor har jeg valgt at arbejde med det mentaleplan, da jeg tror det har stor betydning for mit liv som syg.

    SvarSlet
  8. Hej Camilla :) Vi gik på HF sammen (Maria) og æv hvor er det synd for dig, men kæft du klarer det flot! jeg kæmper selv med uni og huskøb, hvilket er halt andre ting, men vid at jeg sætter pris på din blog. En af mine bedste veninder er også igang med en udredning (smerter, psykisk osv) og hun er stadig en bedste veninde! Jeg har aldrig haft et mega netværk og har det bedst med få tætte, så jeg kan ikke sætte mig ind i hvordan du har det på den kant. Jeg ved ikke helt hvad jeg vil sige.. nok bare at det er sejt at du taler højt om det. Danmark er på vej et forfærteligt sted hen i forhold til at passe på dem der bare ikke kan! De fleste jeg kender vil jo fanden godt (ligesom dig). Jeg ville selvfølgelig ønske for dig, min veninde og alle andre at i ikke havde smerter, kunne tage den uddannelse i ville osv. som jeg selv er igang med (det kan være en kamp ind i mellem, men intet sammenlignet med kronisk sygdom tror jeg). Jeg har vænnet mig til at når min veninde er trær så er hun træt - det bliver hun ikke mindre min veninde af, og ikke mindre dejlig af!

    Jeg håber flere udtrykker sig om hvordan det er at være syg, så der kommer mere accept, forståelse og tollerence, for de der trak et mindre heldigt lod i køen om et sundt legeme!

    Knus

    SvarSlet

Jeg elsker alle jeres søde kommentarer, og forsøger så vidt muligt at svare på hver enkelt men det tager måske lidt tid. Om ikke andet, læser jeg dem alle og sætter virkelig pris på at I har lyst til at kommentere - TAK :D