Billedet fundet på google
Jeg har fået rigtig mange henvendelser fra jer søde og bekymrende læsere og med-bloggere omkring min situation.
Jeg føler lidt jeg 'skylder en forklaring' og ikke mindst tror jeg at det måske er meget sundt at komme ud med lidt.
Derfor kommer her en lille bid af hele min situation, der også er skyld i bloggens stilhed...
Sort på
hvidt, hudløst ærligt og helt og aldeles lige fra hjertet. Alle kortene bliver
lagt på bordet!
Jeg er et
meget privat menneske og lukker sjældent nogle ind i mit liv. Egentlig er jeg
rigtig social og udadvent og omgåes rigtig mange dejlige mennesker, men det er
kun ganske få der får lov til at komme helt tæt ind på livet af mig – sådan
helt tæt. Jeg er ikke typen der snakker højt om mig selv og mine problemer,
hverken til familie, venner eller kæreste, normalt holder jeg mine kort helt
tæt ind til kroppen.
MEN, jeg er
skide hamrende ked af det, vred, sur og enormt skuffet! Og når nu mit privatliv
alligevel er til offentlig skue og bedømmelse, har jeg besluttet mig for at de
fandme også skal have det hele med. Hele min historie, fortalt af mig selv,
ikke pyntet på og ikke gjort værre – sandheden.
Jeg har ikke
været på arbejdsmarkedet, sådan med en rigtig fastansættelse i snart 4 år. Jeg
er syg, men ingen ved endnu hvad jeg fejler. Jeg har altid været en arbejdshest
og elsket det. Jeg har haft mange forskellige jobs og flere på engang,
arbejdsuger på op imod 50-60 timer om
ugen, og jeg har nydt hvert et sekund – næsten da! Jeg har taget både en gymnasiel uddannelse og en
handelseksamen fordi jeg gerne ville være ’helgarderet’. Jeg er uddannet social
og sundhedshjælper og planen var at jeg skulle læse videre til assistent og
senere endnu, sygeplejerske. Og så gik jeg hen og blev gravid, ønsket skal det
lige siges, efter 5 år med den samme fyr. Under graviditeten blev jeg sygemeldt
med bækkenløsning og siden gik det hånd i hånd, graviditeten var absolut ikke
sjov for mig og fødslen endte i kaos og de første mange måneder efter, var en
kamp imellem mig og min krop, og jeg måtte igennem adskilellige operationer.
Kroppen
giver mig den dag idag stadig problemer, lægerne mener at der i forbindelse med
fødslen er sket en hormonel forandring i min krop, som så har givet slip på
hvad jeg nu måtte have af skavanker og arvet gener fra min familie. Der er
nemlig masser af den slags lignende sygdomme i min familie, om det er genetisk
bestemt vides endnu ikke, men muligheden er der.
Jeg er
kontant træt i min krop, udpumpet og energiforladt. Jeg har kroniske smerter i
muskler og led, hovedpine, svimmelhed, dårlig balance, svært ved at koncentrere
mig i længere tid af gangen, dårlig hukommelse, problemer med at sidde, stå og
ligge – og en masse andre ’småting’! For at min hverdag hænger sammen skal jeg
ligge på langs minimum én gang dagligt og helst to. Ikke to dage er ens for
mig, nogle dage er jeg frisk som en havørn (hvor
kommer det udtryk egentlig fra?) og andre dage fuldstændig død. Jeg ved det
ikke før jeg står op om morgenen, så planlægning er et ikke eksisterende ord
herhjemme. Er planerne store og dagen lang, kan jeg være sikker på at de
efterfølgende dage skal foregå på langs.
Min
førsteprioritet er min datter, hun er mit et og alt og skal for alt i verden
ikke lide under mig og mine skavanker. Er jeg frisk og har en god dag, cykler
vi en tur, spiller bold i haven eller lige hvad hun har lyst til, har jeg en
dårlig dag står den på hygge, boglæsning og perleplader, præcist som i et hvert
andet hjem.
Jeg får hjælp
udefra. Pasning, afhentning og aflevering af Mynthe hvis og når behovet er der,
jeg får indimellem hjælp til indkøb, rengøring, opvask og tøjvask. Og ja,
indimellem forkæler/hjælper mine forældre mig også økonomisk, f.eks. med en ny
vinterjakke til Mynthe eller en biograf tur til mig selv.
Jeg mangler
ingenting, det handler om at prioritere, og selvom det ikke altid er lige
sjovt, så kan jeg godt få tingene til at løbe rundt økonomisk. Men jeg er dybt
taknemmelig for at min familie har lyst at bidrage økonomisk til at gøre mit
liv lidt sjovere en gang imellem.
Jeg vidste
ikke man skulle annoncere hvis man fik en kæreste, og egentlig har jeg haft det
fint med at han var lidt hemmelig. Men ak. Hej jeg hedder Camilla og jeg har en
kæreste, Anders, som jeg er rigtig rigtig glad for! Han er det bedste der er
sket mig, jeg har fundet mig selv og livet igen – jeg bliver værdsat og elsket.
Og vigtigst af alt Mynthe forguder ham. ”Kommer Anders idag”, ”Anders må gerne
hente mig fra børnehave”, ”jeg eeeelsker Anders” – sådan lyder det fra Mynthe
dag ud og dag ind, vi ses ikke ret meget og slet ikke i Mynthes vågne timer.
Kæresten min arbejder nærmest i døgndrift for at få sin drøm om at blive
selvstændig realiseret. I næste måned flytter vi sammen, i en stor lækker
lejlighed. Og hold da op hvor jeg glæder mig til at få ham ekstra tæt på, og
især ekstra tæt på Mynthe.
Jeg savner
virkelig at have en hverdag, et arbejde. At gøre noget for nogle og føle at man
yder noget der bliver værdsat – at kunne bruges til noget.
Der går ikke
én dag hvor tanken ”tænk hvis det bare er indbildning?” ikke strejfer mig –
”hvis nu bare”... Hold kæft hvor jeg hader min situation. Jeg ville for alt i
verden gerne tilbage til arbejdsmarkedet, have et normalt liv, en travl hverdag
og ikke mindst tjene mine egne penge – at kunne forsørge mig selv og mit barn
er mit aller højeste ønske. Ikke længere skulle leve på ’nas’ fra samfundet.
Jeg har dårlig samvittighed konstant, hver dag, hver time!
Vores
samfund er heldigvis indrettet sådan at der er hjælp at hente til dem der har
brug for det, men altså hvor ville jeg dog ønske at andres skattepenge ikke
skulle gå til mig. Der er mange der lever på ’nas’ og forsøger på alle
tænkelige måder at snyde systemet for at få flest mulige penge – men helt
ærligt. Jeg er ikke en af dem! Jeg ville til hver en tid bytte min situation ud
med en anden, jeg er led og ked af hvordan mit liv er endt. Endt? Ja tænkt
engang, jeg er 25!!!! Jeg er ikke interesseret i en pension, jeg vil da ud og
arbejde, udrette noget – men i det omfang jeg nu engang kan. Jeg vil super
gerne videre uddannes, have fast arbejde og kunne forsørge mig selv, og jeg
tror på at det sagtens ville kunne lykkedes – bare på min egen måde og ved at
lytte til min krop. Giv mig dog den mulighed istedet for at stemple mig!
Jeg går til
lægen hver 3. uge for at sørge for at jeg bliver medicineret korrekt, fortæller
om smerter og andet der foregår i forbindelse med mit helbred og min situation,
jeg går til tjek på hospitalet hver 2. måned, jeg er omringet og overvåget af
dygtige praktiserende læger, reumatologer og diverse overlæger. Jeg får en
masse smertestillende, lindrende og ikke mindst binyrebarkomon indsprøjtninger
der gør livet lidt nemmere for mig – Så der ér altså styr på mig!
I løbet af
de sidste 3 år er jeg startet på 2 uddannelser, haft en del forskellige jobs
if orm af virksomhedspraktikker forskellige steder, alt er endt galt – og hver
gang har jeg fået endnu et hak i selvtilliden. Jeg bliver kastet rundt i
systemet og føler ikke rigtig at jeg hører hjemme nogle steder, jungleret rundt
imellem tusinde forskellige sagsbehandlere og andre kommunale godtfolk der
formegentlig forsøger at hjælpe mig til det bedre, men hvordan kan I hjælpe når
I ikke tror på mig eller mine læger? Hvordan kan I hjælpe når I ikke lytter,
spørger eller så meget som sætter jer ind i min sag? Jeg er ikke endnu en
’dovne Robert’, jeg er mig, jeg er lige her, jeg beder om hjælp og vil rigtig
gerne have mit liv tilbage – eller det der kunne minde om det. Jeg forlanger intet,
lytter og makker ret, jeg stiller mig ikke på bagbenene når jeg føler mig
uretfærdigt behandlet – før nu! I tog jer indsigt i mit privatliv, men med
jeres egen fortolkning. Her er sandheden, sort på hvidt – mon I har samme
holdning nu?
Lige nu
’arbejder’ jeg i en lokal stofbutik to gange om ugen, 3-4 timer af gangen – jeg
synes det er fantastisk hyggeligt og nyder det virkelig. Men når de 3 timer er
gået, er jeg bogstavelig talt på dødens rand, jeg kan dårligt gå hjem.
Hvordan man
så kan bedømme mig til sagtens at kunne klare et normalt job, 37 timer
ugentligt på baggrund af min blog, er mig en gåde? For tro mig, havde jeg
kunne, havde jeg gjort det – helt og aldeles frivilligt! Men den beslutning har nogen desværre taget for mig.. Så nu er det slut med stofbutikken, jeg er erklæret 'rask og ledig' klar til et normalt fuldtidsarbejde, og så venter kommunen ellers på at jeg knækker. Har fået afvide at jeg gerne må klage, men at det ikke vil hjælpe noget.. Jeg er åbenbart, ifølge en konklusion draget ud fra min blog, UDEN samtaler med læger eller praktikpladser - eller mig selv - klar til et helt almindeligt job på 37 timer. Jamen tak, det giver også god mening når jeg dårligt nok kan klare mine 8 timer om ugen.. Ja ja, jeg går vidst en hård tid i møde!
Bloggen var
mit glansbillede! Ingen sygdom og ingen dårlig samvittighed. Bloggen gav mig et
ekstra liv, et fantasi liv som gav mig energi, overskud og lidt ekstra
ressourcer i hverdagen. Lysten til det, vigtigst af alt. Jeg savner det, hver
dag. Men illutionen er ødelagt, og især nu hvor hele sandheden er kommet frem.
Lysten til at dele er væk, når man skal straffes for det man viser frem; min
datter, kæresten min, madlavning, indkøb, mit hjem, ferie, ønsker og drømme.
Jeg har selv
valgt at bloggen her skulle være til fri tilgængelighed, til glæde for alle jer
– ikke til at misbruge.
Hvor vil jeg
hen med alt dette? Jeg ved det faktisk ikke. Jeg havde bare brug for at få
lettet mit hjerte, og få forklaret tingene så de forhåbentlig er til at forstå.
Jeg er ikke typen der stiller spørgsmål, tvært imod er jeg snarere den lidt
mere stille og konfliktsky type, den nikkende type. Jeg ved godt at det handler
om mit liv, men derfor er det altså svært at sige til og fra alligevel – måske
en dag jeg lærer det og bliver ’voksen’.
Faktisk har
jeg i det hele taget svært ved at acceptere min situation, jeg kan ikke forstå
hvorfor alt dette har skulle overgå mig – en ting er at leve med en sygdom man
endnu ikke selv har accepteret og taget stilling til, men at nogle personer så
tvivler på mig og min situation gør det hele endnu værre. Det er udmattende og
opslidende.
Jeg savner at blogge.
Tænker at begynde igen, så småt. Enten bliver det med en hulens masse sygdom og tristhed - eller også bliver den bare ikke længere så privat, men mere 'overfladisk' - og det ønsker jeg jo heller ikke, jeg er i syv sind!!