fredag den 28. september 2012

Min historie - En status!


Billedet fundet på google

Jeg har fået rigtig mange henvendelser fra jer søde og bekymrende læsere og med-bloggere omkring min situation. 
Jeg føler lidt jeg 'skylder en forklaring' og ikke mindst tror jeg at det måske er meget sundt at komme ud med lidt. 
Derfor kommer her en lille bid af hele min situation, der også er skyld i bloggens stilhed... 



Sort på hvidt, hudløst ærligt og helt og aldeles lige fra hjertet. Alle kortene bliver lagt på bordet!

Jeg er et meget privat menneske og lukker sjældent nogle ind i mit liv. Egentlig er jeg rigtig social og udadvent og omgåes rigtig mange dejlige mennesker, men det er kun ganske få der får lov til at komme helt tæt ind på livet af mig – sådan helt tæt. Jeg er ikke typen der snakker højt om mig selv og mine problemer, hverken til familie, venner eller kæreste, normalt holder jeg mine kort helt tæt ind til kroppen.
MEN, jeg er skide hamrende ked af det, vred, sur og enormt skuffet! Og når nu mit privatliv alligevel er til offentlig skue og bedømmelse, har jeg besluttet mig for at de fandme også skal have det hele med. Hele min historie, fortalt af mig selv, ikke pyntet på og ikke gjort værre – sandheden.

Jeg har ikke været på arbejdsmarkedet, sådan med en rigtig fastansættelse i snart 4 år. Jeg er syg, men ingen ved endnu hvad jeg fejler. Jeg har altid været en arbejdshest og elsket det. Jeg har haft mange forskellige jobs og flere på engang, arbejdsuger på op imod 50-60  timer om ugen, og jeg har nydt hvert et sekund – næsten da!  Jeg har taget både en gymnasiel uddannelse og en handelseksamen fordi jeg gerne ville være ’helgarderet’. Jeg er uddannet social og sundhedshjælper og planen var at jeg skulle læse videre til assistent og senere endnu, sygeplejerske. Og så gik jeg hen og blev gravid, ønsket skal det lige siges, efter 5 år med den samme fyr. Under graviditeten blev jeg sygemeldt med bækkenløsning og siden gik det hånd i hånd, graviditeten var absolut ikke sjov for mig og fødslen endte i kaos og de første mange måneder efter, var en kamp imellem mig og min krop, og jeg måtte igennem adskilellige operationer.
Kroppen giver mig den dag idag stadig problemer, lægerne mener at der i forbindelse med fødslen er sket en hormonel forandring i min krop, som så har givet slip på hvad jeg nu måtte have af skavanker og arvet gener fra min familie. Der er nemlig masser af den slags lignende sygdomme i min familie, om det er genetisk bestemt vides endnu ikke, men muligheden er der.
Jeg er kontant træt i min krop, udpumpet og energiforladt. Jeg har kroniske smerter i muskler og led, hovedpine, svimmelhed, dårlig balance, svært ved at koncentrere mig i længere tid af gangen, dårlig hukommelse, problemer med at sidde, stå og ligge – og en masse andre ’småting’! For at min hverdag hænger sammen skal jeg ligge på langs minimum én gang dagligt og helst to. Ikke to dage er ens for mig, nogle dage er jeg frisk som en havørn (hvor kommer det udtryk egentlig fra?) og andre dage fuldstændig død. Jeg ved det ikke før jeg står op om morgenen, så planlægning er et ikke eksisterende ord herhjemme. Er planerne store og dagen lang, kan jeg være sikker på at de efterfølgende dage skal foregå på langs.
Min førsteprioritet er min datter, hun er mit et og alt og skal for alt i verden ikke lide under mig og mine skavanker. Er jeg frisk og har en god dag, cykler vi en tur, spiller bold i haven eller lige hvad hun har lyst til, har jeg en dårlig dag står den på hygge, boglæsning og perleplader, præcist som i et hvert andet hjem.

Jeg får hjælp udefra. Pasning, afhentning og aflevering af Mynthe hvis og når behovet er der, jeg får indimellem hjælp til indkøb, rengøring, opvask og tøjvask. Og ja, indimellem forkæler/hjælper mine forældre mig også økonomisk, f.eks. med en ny vinterjakke til Mynthe eller en biograf tur til mig selv.
Jeg mangler ingenting, det handler om at prioritere, og selvom det ikke altid er lige sjovt, så kan jeg godt få tingene til at løbe rundt økonomisk. Men jeg er dybt taknemmelig for at min familie har lyst at bidrage økonomisk til at gøre mit liv lidt sjovere en gang imellem.

Jeg vidste ikke man skulle annoncere hvis man fik en kæreste, og egentlig har jeg haft det fint med at han var lidt hemmelig. Men ak. Hej jeg hedder Camilla og jeg har en kæreste, Anders, som jeg er rigtig rigtig glad for! Han er det bedste der er sket mig, jeg har fundet mig selv og livet igen – jeg bliver værdsat og elsket. Og vigtigst af alt Mynthe forguder ham. ”Kommer Anders idag”, ”Anders må gerne hente mig fra børnehave”, ”jeg eeeelsker Anders” – sådan lyder det fra Mynthe dag ud og dag ind, vi ses ikke ret meget og slet ikke i Mynthes vågne timer. Kæresten min arbejder nærmest i døgndrift for at få sin drøm om at blive selvstændig realiseret. I næste måned flytter vi sammen, i en stor lækker lejlighed. Og hold da op hvor jeg glæder mig til at få ham ekstra tæt på, og især ekstra tæt på Mynthe.

Jeg savner virkelig at have en hverdag, et arbejde. At gøre noget for nogle og føle at man yder noget der bliver værdsat – at kunne bruges til noget.
Der går ikke én dag hvor tanken ”tænk hvis det bare er indbildning?” ikke strejfer mig – ”hvis nu bare”... Hold kæft hvor jeg hader min situation. Jeg ville for alt i verden gerne tilbage til arbejdsmarkedet, have et normalt liv, en travl hverdag og ikke mindst tjene mine egne penge – at kunne forsørge mig selv og mit barn er mit aller højeste ønske. Ikke længere skulle leve på ’nas’ fra samfundet. Jeg har dårlig samvittighed konstant, hver dag, hver time!
Vores samfund er heldigvis indrettet sådan at der er hjælp at hente til dem der har brug for det, men altså hvor ville jeg dog ønske at andres skattepenge ikke skulle gå til mig. Der er mange der lever på ’nas’ og forsøger på alle tænkelige måder at snyde systemet for at få flest mulige penge – men helt ærligt. Jeg er ikke en af dem! Jeg ville til hver en tid bytte min situation ud med en anden, jeg er led og ked af hvordan mit liv er endt. Endt? Ja tænkt engang, jeg er 25!!!! Jeg er ikke interesseret i en pension, jeg vil da ud og arbejde, udrette noget – men i det omfang jeg nu engang kan. Jeg vil super gerne videre uddannes, have fast arbejde og kunne forsørge mig selv, og jeg tror på at det sagtens ville kunne lykkedes – bare på min egen måde og ved at lytte til min krop. Giv mig dog den mulighed istedet for at stemple mig!
Jeg går til lægen hver 3. uge for at sørge for at jeg bliver medicineret korrekt, fortæller om smerter og andet der foregår i forbindelse med mit helbred og min situation, jeg går til tjek på hospitalet hver 2. måned, jeg er omringet og overvåget af dygtige praktiserende læger, reumatologer og diverse overlæger. Jeg får en masse smertestillende, lindrende og ikke mindst binyrebarkomon indsprøjtninger der gør livet lidt nemmere for mig – Så der ér altså styr på mig!

I løbet af de sidste 3 år er jeg startet på 2 uddannelser, haft en del forskellige jobs if orm af virksomhedspraktikker forskellige steder, alt er endt galt – og hver gang har jeg fået endnu et hak i selvtilliden. Jeg bliver kastet rundt i systemet og føler ikke rigtig at jeg hører hjemme nogle steder, jungleret rundt imellem tusinde forskellige sagsbehandlere og andre kommunale godtfolk der formegentlig forsøger at hjælpe mig til det bedre, men hvordan kan I hjælpe når I ikke tror på mig eller mine læger? Hvordan kan I hjælpe når I ikke lytter, spørger eller så meget som sætter jer ind i min sag? Jeg er ikke endnu en ’dovne Robert’, jeg er mig, jeg er lige her, jeg beder om hjælp og vil rigtig gerne have mit liv tilbage – eller det der kunne minde om det. Jeg forlanger intet, lytter og makker ret, jeg stiller mig ikke på bagbenene når jeg føler mig uretfærdigt behandlet – før nu! I tog jer indsigt i mit privatliv, men med jeres egen fortolkning. Her er sandheden, sort på hvidt – mon I har samme holdning nu?

Lige nu ’arbejder’ jeg i en lokal stofbutik to gange om ugen, 3-4 timer af gangen – jeg synes det er fantastisk hyggeligt og nyder det virkelig. Men når de 3 timer er gået, er jeg bogstavelig talt på dødens rand, jeg kan dårligt gå hjem.
Hvordan man så kan bedømme mig til sagtens at kunne klare et normalt job, 37 timer ugentligt på baggrund af min blog, er mig en gåde? For tro mig, havde jeg kunne, havde jeg gjort det – helt og aldeles frivilligt! Men den beslutning har nogen desværre taget for mig.. Så nu er det slut med stofbutikken, jeg er erklæret 'rask og ledig' klar til et normalt fuldtidsarbejde, og så venter kommunen ellers på at jeg knækker. Har fået afvide at jeg gerne må klage, men at det ikke vil hjælpe noget.. Jeg er åbenbart, ifølge en konklusion draget ud fra min blog, UDEN samtaler med læger eller praktikpladser - eller mig selv - klar til et helt almindeligt job på 37 timer. Jamen tak, det giver også god mening når jeg dårligt nok kan klare mine 8 timer om ugen.. Ja ja, jeg går vidst en hård tid i møde! 

Bloggen var mit glansbillede! Ingen sygdom og ingen dårlig samvittighed. Bloggen gav mig et ekstra liv, et fantasi liv som gav mig energi, overskud og lidt ekstra ressourcer i hverdagen. Lysten til det, vigtigst af alt. Jeg savner det, hver dag. Men illutionen er ødelagt, og især nu hvor hele sandheden er kommet frem. Lysten til at dele er væk, når man skal straffes for det man viser frem; min datter, kæresten min, madlavning, indkøb, mit hjem, ferie, ønsker og drømme.
Jeg har selv valgt at bloggen her skulle være til fri tilgængelighed, til glæde for alle jer – ikke til at misbruge.

Hvor vil jeg hen med alt dette? Jeg ved det faktisk ikke. Jeg havde bare brug for at få lettet mit hjerte, og få forklaret tingene så de forhåbentlig er til at forstå. Jeg er ikke typen der stiller spørgsmål, tvært imod er jeg snarere den lidt mere stille og konfliktsky type, den nikkende type. Jeg ved godt at det handler om mit liv, men derfor er det altså svært at sige til og fra alligevel – måske en dag jeg lærer det og bliver ’voksen’.
Faktisk har jeg i det hele taget svært ved at acceptere min situation, jeg kan ikke forstå hvorfor alt dette har skulle overgå mig – en ting er at leve med en sygdom man endnu ikke selv har accepteret og taget stilling til, men at nogle personer så tvivler på mig og min situation gør det hele endnu værre. Det er udmattende og opslidende.



Jeg savner at blogge.
Tænker at begynde igen, så småt. Enten bliver det med en hulens masse sygdom og tristhed - eller også bliver den bare ikke længere så privat, men mere 'overfladisk' - og det ønsker jeg jo heller ikke, jeg er i syv sind!! 





Image and video hosting by TinyPic

20 kommentarer:

  1. Kære Camilla! Håber, at du finder en vej at forsætte med at blogge på - den vej du finder bedst....Jeg vil gerne følge dig lige som du er, all inclusive!!!
    Kh Marianne

    SvarSlet
  2. Hej Camilla

    Hvor gør det mig ondt at høre du har det så skidt og at det åbenbart et forbudt at blogge, når man ikke er på arbejdsmarked.

    Jeg er selv på pension og bruger min blog,så meget jeg kan magte det, da jeg lige som dig har daglige smerter og ind imellem en hverdag, som er svær at overskue pga. min sygdom.

    Jeg ville også hellere end gerne ud på arbejdsmarked igen, men jeg har det lige som dig, kan aldrig vide hvornår jeg har en god dag, det kan vende pludseligt.

    Jeg prøver stadig at holde mig igang med at være den gamle "Susi" , ved godt jeg aldrig bliver hende, der bare knoklede hver dag, det er meget lidt jeg selv kan, men så har jeg en skøn mand, som altid støtter mig til at få mine ideer ud i livet.
    Jeg har det også ligesom dig, når jeg har en god dag, så tror jeg straks alle mine smerter er gået væk.

    Men de dage er der desværre ikke så mange af, men jeg nyder dem, når de er der.

    Jeg har sjældent delt mit privatliv på min blog, for så ville mine smerter fylde alt for meget og de skal ikke fylde derinde, ingen skal have ondt af mig, så der er ikke ret mange, der ved at jeg dagligt lever i et smerte helvede og max sover tre timer hver nat.
    Min dag er svær at beskrive, men jeg gør alting i slowmotion.

    Hvis jeg blev nødsaget til at lukke min blog, fordi en eller andet forsmået sagsbehandler syntes jeg havde et liv, ja! Så tror jeg bestemt heller ikke jeg fik noget liv, men sådan føler jeg desværre det danske samfund er blevet, hvis man er syg er man intet værd.

    Men hvem vil bytte med mig, jeg vil hellere end gerne bytte med en der var rask, om jeg så skulle arbejde 80 timer om ugen, bare det at jeg fik noget socialt i min hverdag, det ville være skønt:-)

    Folk som ikke har haft en sygdom tæt inde på livet, ved ikke hvad det handler om, pludselig at skulle acceptere at man er et " Nul" for det er lige det man er, når man er syg:-(((

    Håber så meget at i får det rigtig hyggeligt, når i flytter sammen og håber de vil forstå din situation omkring din sygdom.
    Hvis ikke du kan klare det alene, kan jeg henvise dig til en privat rådgiver, det er alle pengene værd. De kender alt til de regler, som kommunen gentagene gange bryder og vinder næsten alle sager.
    http://www.privatraadgiver.com/

    Ønsker dig alt det bedste Knus Susi

    SvarSlet
  3. Kære Camilla

    Du fortalte mig fornylig din historie - og nej, det har vi aldrig nogensinde vidst eller fornemmet. Men det giver fanme ikke nogen ret til at dømme ud fra skrevne indlæg!

    Det er så synd for dig - og det er nu ikke for at have medlidenhed, for det ved jeg godt du ikke vil have - men jeg forstår det fanme godt.

    Det er synd for dig de skal være sådan nogle røvhuller. Og det er helt vildt synd at det skal ødelægge glæden ved bloggen - for den er vi jo rigtig mange der har nydt at følge.

    Jeg håber du begynder igen - og vil nyde det som du før har gjort, uanset hvad det så kommer til at handle om.

    Det er flot du sådan deler, med en helt masse fremmede. Og jeg ønsker dig alt det bedste sammen med søde lille Mynthe og Anders, der lyder som verden dejligste fyr ❤

    Kram og masser f tanker

    SvarSlet
  4. Kære Camilla.
    Det er så flot skrevet og så fint at du står frem i lyset med din historie. Det lyder som om, der må sidde nogen på kommunen med lidt røde ører, men mon dog, det hjælper på noget? Jeg har desværre på fornemmelsen, at de er rigide og at beslutningen er taget. Føj!

    Jeg tror på dig - det vil jeg bare sige og jeg ønsker dig alt det bedste - med eller uden blog, overfladisk eller personlig :-)

    De aller bedste hilsner fra Dorte

    SvarSlet
  5. Hej Camilla

    Jeg er uddannet socialrådgiver, arbejder godt nok med kontanthjælp, men kom du til mig med sådan en afgørelse fra sygedagpenge, ville jeg anbefale dig at klage, hvis det stadig er en mulighed. Sagsbehandleren bør ikke sige til dig, at det ikke vil nytte noget, for ja, h*n skal vurdere afgørelsen igen, men den endelige afgørelse har ankenævnet, som sidder i statsforvaltningen .
    ønsker det bedste for dig og din datter.

    SvarSlet
  6. Klag, klag, klag - og få alt på skrift. Osse kommentaren om at det ikke nytter noget. ALT. Det har du krav på. Og det er i alles interesse at sådanne afgørelser bliver anket, for det er menneskeligt at fejle og der sidder jo mennesker ude i forvaltningerne.
    Faktisk er det din sagsbehandler der skal give dig klagevejledningen og osse hjælpe dig med at udforme klagen. Det kan virke lige underligt, men sådan er det. Så det kan du jo starte med at bede om.
    GOD VIND!

    SvarSlet
  7. Kære søde.. Din historie rammer mig lige i hjertet. Jeg har selv kendskab til "systemet" pga. min sygdom og det kan være hårdt at danse med. Jeg blev først efter 11 år med depressioner, vild træthed, en krop der siger fra meget hurtigt som tilsidt endte med tre diagnoser tilkendt et fleksjob. Jeg arbejder 15 timer, det er skønt at arbejde, men det trækker tænder ud og jeg laver rigtig mange fravalg mht. min familie- men jeg klarer det. Jeg føler så meget med dig og kan pga. min egen situation sætte mig 100 % ind i din situation, ågh jeg får kuldegysninger. Du er sej du foetæller din historie din meget private historie. Jeg synes du skal klage, det kræver nok lidt arbejde, men de skal ikke slippe så let . Når du går til så meget kontrol og får smertestillende er du jo ikke rask aeghhh forstår ikke de ikke kan se det. Men i alt det trælse hvor er det fedt at du flytter sammen med kæresten og hvor skønt at Mynthe er så glad for ham . Jeg følger gerne din blog uanset hvad. Stort blog knus sendes til dig fra mig

    SvarSlet
  8. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  9. Kære Camilla. Jeg er målløs. Jeg har lyst til at skrive en helt masse grimme ord om latterlige regler, mennesker og kommuner uden hoved og hjerte - fuck jer. Jeg bliver så gal på vores forbandede system, som skal være så fleksibelt !! Min bare røv! Kære kære Camilla - jeg er enig med de andre som skriver KLAG! Og få alt på skrift. Men klag. Kæmp for din ret, din fremtid og din lille familie. Kæmpe stort kram til
    dig.

    SvarSlet
  10. Nej, hvor er det trist at høre. Desværre er det ikke første gang jeg læser sådan et indlæg fra en blogger, der ikke kan arbejde på grund af fysisk eller psykisk sygdom. Hvordan kommunen kan vurdere at nogen er arbejdsdygtig på baggrund af en blog er mig en gåde.

    Jeg vil som alle andre anbefale dig at klage. Det er hårdt, det koster energi, men på den anden side er det også hårdt at skulle knække igen. Jeg håber det allerbedste for dig og ønsker dig held med din flytten sammen med kæresten.

    Kram!

    SvarSlet
  11. Kære søde rare skønne du ♥

    Hvis jeg kunne, så tog jeg gerne al din daglige smerte for dig - en der vil så meget i livet, hun fortjener det bedste i livet - DU fortjener det bedste!

    Du fortjener at nogen (LÆS: de, i mine øjne, inkompetente sagsbehandlere der tager beslutninger udfra et offentligt forum, uden at sætte sig ind i den enkeltes sag) sætter sig ned, og rent faktisk lytter til hvem DU ER og hvad DU KAN - evt. lige tager et kig på hvad de mange læge- og hospitalsbesøg siger om din 'tilstand'.

    Jeg har rigtig mange andre, knap så pæne ting at sige om den situation du står i - for den stinker kraftedderperkeme langt væk. MEN jeg må hellere opføre mig nogenlunde eksemplarisk, nu vi er i offentligheden - man kan jo aldrig vide hvem der holder øje med én.

    Én ting er dog sikker, jeg vil joine de andre og kan kun opfordre dig på det kraftigste til at KLAGE! KLAG for dælan! Om det skal tage nogle måneder eller 10 år at få dem til at indse at de har begået en koloenorm fejl, så er vi mange der står bag dig, både herinde, men så sandelig også i den virkelige verden - vi skal nok gøre vores ypperste for at få dig igennem. Få dig ud på den anden side, som den fantastiske kvinde du er.
    Jeg vil i hvert fald gøre mit bedste!

    Tænk på de gode ting i dit liv - og på de dage hvor det er svært, så er jeg kun et opkald væk.

    SvarSlet
  12. Søde Camilla,

    Det er desværre et tungt system, man er oppe imod- og ja, alt hvad der ligger til offentlig skue bliver brugt som "bevis" i disse tider. Vi skal virkeligt tænke os om, hvad vi lægger ud på nettet- og mange står med følelsen af, at "Big Brother" is watching you. Og ja, gør h*n ikke også det?

    Jeg vil råde dig til, at klage- for uanset hvad, så er de nødt til, at se på hvad læger og praktiksteder skriver om "Dig" - og ikke kun drage denne "Dig" fra bloggen med i deres afgørelse.

    Øv, hvor er det træls... Men kæmp, kæmp, kæmp!

    De varmeste kram og tanker
    Christina

    SvarSlet
  13. Jeg er rystet over hvordan systemet behandler mennesker - og at de virkelig kan (og må!) træffe en sådan beslutning på baggrund af en blog og ikke indrager dig, læger og hvem der nu ellers har kvalificerede meninger om din situation. Jeg håber du finder energien til at klage - det lyder jo fuldstændig grotesk.

    Mange kram og tanker herfra
    Kristina

    SvarSlet
  14. Klag. Jeg har sclerose og er pensioneret, ikke fedt men det er det nemmeste for kommunen. Jeg har heldigvis været heldig at få et job på en blog hvor jeg skriver om livet med sclerose og endda bliver betalt for det:) Men jeg er stemplet pga af pensionen af mange men det må jeg jo så leve med. Bare det ikke går ud over mine børn. Jeg får mange kommentarer og det er ikke sjovt, jeg går med stok og ikke særlig godt. Børn er skønne og spørger ærligt, hvorfor. Voksne 'normale' mennesker glor... Man vænner sig til det. Håber du finder en løsning. Klag!!

    http://blog.multipelsklerose.dk/author/hansenm/

    http://hvisvindenvender.blogspot.dk/

    SvarSlet
  15. Du slås for dit liv, hvor dejligt.
    Håber for dig, der kommer lysere tider.

    Varme hilsner fra en fleksjobber.
    Kirsten

    SvarSlet
  16. Hej Camilla

    Hvor er det bare forkert at de dømme dig ud fra din blog - en blog er jo ikke altid den rigtig virkelighed, men et sted hvor man holder sig til det positive i livet for at bedre at kunne klare hverdagen. Der er jo rigtig mange af os, at selvom vi skriver om vores familie og hverdagen, så holder vi jo stadigvæk meget tilbage, og holder det private for os selv. Det er i hvert fald sådan jeg blogger, og det er virkelig sjældent at jeg skriver noget virkeligt privat, da jeg ikke har lyst til at min blog skal være et sted hvor der brokkes over livet og hverdagen. For selvom man det hele fremstår rosenrødt, så er det jo ikke sikret at det er virkeligheden.
    Som alle de andre kommentar, kan jeg kun sig KLAG.

    Kram fra Camilla

    P.s. håber du får lysten tilbage til at bloggen en gang i mellem.

    SvarSlet
  17. Hej Camilla

    Jeg er rystet og ked af det på dine vegne! Som andre også skriver er det fuldstændig vanvittigt at drage så afgørende beslutninger udfra, hvad de kan læse på din BLOG.
    En blog er jo ikke en endegyldig sandhed. På en blog lægger man jo netop sine pæneste billeder, for hvem gider se billeder af alle nullermændene. Ihvertfald ikke i længden. Og hvis man ikke skriver om andet end sygdom og elendighed bliver folk efterhånden så triste over at følge én, at de springer fra.
    Jeg håber, du orker at klage - det er simpelthen for absurd

    Kærlige tanker
    Kristine

    SvarSlet
  18. Kom du bare med masser af indlæg, om sygdom, dumme kommunale instanser osv. Jeg skal sku nok læse din blog stadigvæk ;O)
    Jeg tænker dog, at det lige er til forsiden af ekstra bladet, som ellers ikke er en "trusel" jeg syntes om. Men det kan jo være at det fik en debat igang, og en politiker, eller to op af stolen. Man/kommunen/det offentlige, kan simpelthen ikke træffe sådan en beslutning ud fra en hjemmeside. Folk kan sagtens være syge, uden at man kan se det. Jeg tænker også på psykisk sygdom, såsom depression, stress og alt det andet, det kan man jo heller ikke se. Dvs. hvis man er uarbejdsdygtig med f.eks. stress, så må man ikke smile på familiebilleder på sin blog, eller vise at man har været til en hyggelig fest på facebook, hvor man har moret sig for en kort stund....hvor fan*#£ er vi henne så.

    Jeg håber at dine indlæg, samt alle disse kommentarer kan gøre dem der læser med, lidt til skamme, dem som åbenbart ikke kan skelne mellem glansbilleder og baggrunden og livet bag.
    Men som skrevet tidligre, skriv du bare om sygdom, nuller mænd, dejlige kærester, og dit skønne tøsebarn, jeg bliver hængende ;O)

    God dag til dig og dine.

    SvarSlet
  19. Øv ØV ØV!! Jeg synes du skal klage OG at du i den klage skal vedlægge udtagelser fra din læge, din praktikplads og evt din familie.
    De MÅ ikke gøre dig rask ud fra noget tekst på en blog - og hvis de læste efter ville de så også have læst at du faktisk skriver om at du har ondt!!

    STORT kram herfra!!!

    SvarSlet
  20. Årh søde Camilla - så mange ord er allerede sagt...jeg er enig i stort set dem alle. Jeg starter med glæde Fordén og kører fra det mørke Jydeland tilKjøwenhawnstrup for at sparke lidt kommune-røv!! Say when :-)
    Jeg håber at du finder ressourcerne til at kæmpe imod den beslutning, som er truffet hen over dig og uden om dig!
    Min kloge og skønne faster gav mig engang et citat, som har hængt ved mig når det trækker op i horisonten...min horisont...
    "The years go by easily, it´s the days that are tough"
    Så engang, om mange år, vil alt dette være et lille bump på vejen, som du ser tilbage på...men lige NU er det hårdt! Bare hæng i:-)
    Knus og kampråb herfra :-)

    SvarSlet

Jeg elsker alle jeres søde kommentarer, og forsøger så vidt muligt at svare på hver enkelt men det tager måske lidt tid. Om ikke andet, læser jeg dem alle og sætter virkelig pris på at I har lyst til at kommentere - TAK :D