fredag den 27. juli 2012

Dér røg den bloggelyst!

Tænk engang at man skal straffes for det man laver? Jeg er mundlam og dybt dybt ulykkelig. Faktisk er jeg rigtig ked af det og synes bare at alt er super uretfærdigt og imod mig lige nu!
Jeg ved godt at når man vælger at have sin blog offentlig for andre, betyder det at alle kan læse med, alle – også det offentlige, men at det ligefrem skal bruges imod én, havde jeg ikke regnet med.

Jeg har fået et ordentlig hak i nøden idag, og mig som troede der ikke var plads til flere.
Jeg kæmper en daglig kamp med at skulle acceptere mit liv og de forhindringer jeg desværre møder rigtig mange af, og vil gøre resten af mit liv. Jeg ser ofte mig selv som en faliterklæringen, og bloggen er mit fristed til at kunne folde mig ud og vise alle de ting jeg nyder i livet og sætter en ære i, men nu er mit fristed væk. Ja jeg ser glad og mobil ud på billederne, jeg har en kæreste der vil mig og min datter det bedste, jeg viser af billeder af ting vi har lavet, købt og de fornøjelser vi har os. Ja jeg er på offentlig ydelse, ikke fordi jeg vil, men fordi jeg ikke har et valg – og dén mulighed er jeg så taknemligfor for at vi i danmark har.
Her på bloggen virker jeg måske som en verdenskvinde, men det er jo kun glasbilledet ud af til. Mit liv hænger kun lige med nød og næppe sammen. Jeg kan ikke alverden selv, og det er jeg så småt ved at lære at acceptere. Jeg får hjælp til mange ting, selvom det er rigtig svært at bede om, så giver det mig bare ekstra energi og kræfter til at være sammen med Mynthe, og dét er det vigtigeste for mig. Ja mit køkkenbord flyder med alt for meget opvask, min vasketøjskurv er alt for fuld og mit køleskab halvtomt – hvis ikke jeg fik hjælp! Jeg priser mig lykkelig over at have en familie der træder til, selv når jeg ikke beder om det. Jeg får hjælp til tøjvask, opvask, indimellem rengøring, indkøb/afhentning af tunge vare, hentning af Mynthe hvis der er brug for det eller sågar aflastning en dag eller to. Økonomisk for jeg også hjælp, det er det der gør at jeg kan spare lidt op og hygge lidt ekstra med Mynthe, f.eks. som at tage på hendes første ferie. Det havde jeg virkelig skinket og sparet for at kunne, og skal man så straffes for det?
Hvordan har man råd til at tage på ferie når man er på offentlig ydelse, hvem hjælper i hverdagen, hvorfor har jeg en autostol når jeg ikke har en bil?
Ledegigt er jo ikke så slemt, og fibromyalgi .. – dét er jo ikke en rigtig sygdom, det foregår jo mest oppe i hovedet!
                                                                                                                           
Jeg hader den situation jeg sidder i, jeg ville ønske at jeg kunne gå på arbejde og have et liv som alle andre og forsørge mig selv og min datter, men det kan jeg bare ikke. Det er et faktum – og en kæmpe kamel at sluge. Dagligt støder jeg hovedet ind i muren, der er altid mistro til mig. ’Hun ser da ikke spor syg ud’ -  ’det kan hun da sagtens’ – ’kom nu bare igang’ Det er den slags kommentare jeg lever med. Og nej, jeg ser ikke syg ud og jeg snakker ikke om det, jeg vil ikke gøre mig mere syg end jeg i forvejen er. Jeg vil bare gerne være normal. Jeg prøver virkelig at være stærk og yde mit bedste, men livet er ikke altid nemt med konstante smerter, træthed, dårlig hukommelse og behovet for at hvile kroppen mindst én gang dagligt.

Bloggen er mit glansbillede ud ad til, min lille fantasi verden hvor alt er godt. I virkeligheden findes  der intet glansbillede, blot en kaotisk hverdag fyldt med frustrationer og konstant dårlig samvittighed – men heldigvis er den også fyldt med en enorm kærlighed til min lille pige, og det er dét der holder mig oppe!

Jeg føler mig virkelig trådt på, og tænk engang – jeg troede ikke at jeg kunne komme dybere ned i mit sorte hul, men jeg tog fejl.
Billedet er fundet på google


Image and video hosting by TinyPic

32 kommentarer:

  1. Søde, søde pige... Kender dig ikke, og har vist heller aldrig givet mig til kende herinde...
    Men har simpelthen bare sådan lyst til at give dig et kæmpe stort kram!

    Nogle gange er verden bare skide uretfærdig, og det hele kan se sort ud.. Håber at der hurtigt kommer et lys for enden for dig!

    SvarSlet
  2. Føj, hvor er smålighed grimt! Tænk at der er nogle (embedsmænd/sagsbehandlere??) der kan tænke sådan.
    Godt at du har nogle mennesker omkring dig, der elsker dig, og vil dig det godt.
    Alle vil vel gerne vise deres bedste sider frem, og skjule det mindre flatterende??
    Med kroniske smerter, kan jeg godt forstå at du vil fokusere på det positive. Ellers bliver man skør.

    Jeg er virkelig harm på dine vegne. Dem der har gjort dig ondt, burde skamme sig. Gid deres røv må klø, og deres arme være for korte.. BUM!

    SvarSlet
  3. du har ret til ferie som alle andre :)
    og ja de fleste blogger viser kun den pæne side og mange har en facade hvor de kun viser hvor smukt og lækkert de har det men ,medaljen har en bagside ...
    og det er aldrig rart at andre får ondt i r... over det andre ha ... men du har ikke gjort noget forkert så jeg håber du blogger videre og glemmer det du ikke kan bruge til noget ... ha en dejlig dag :)

    SvarSlet
  4. Aah søde hvor er jeg ked af at folk sådan dunker dig i hovedet.
    Men du ved jo hvad sandheden er og de folk der kommer med sådanne uvidende kommentarer, kender jo ikke sandheden.
    Her på bloggen skal man have lov til at fremstille den side af sit liv som man ønsker. Det gør vi alle da. Det er da de færreste der fremstiller alt.
    Så giv du Mynthe-pigen et ordenligt knus og så husk på at fordi andre er usikre behøver de ikke at ødelægge dig!

    SvarSlet
  5. Alle der er kendt i blogland er vist godt klar over at vi bruger vores blogge som frirum, det er glansbilledet af vores liv! Der hvor linsen rammer er der fint og rent, men bagved kan der sagtens være kaos, en bunke vasketøj der venter på at blive lagt sammen, legetøj der er spredt ud over hele gulvet, nullermænd bag døren og jeg kunne blive ved...

    Og hey, vi har heller ingen bil, men vi har da selvfølgelig en autostol, hvis vi fx. skal på skadestuen er det rart at kunne springe i en taxi og alle børn skal jo være fastspændte, så den ansvarlige forældre har da en autostol klar!

    Bedste tanker til dig og håber vi stadig kan få lov at følge med i de positive glimt i dit og Mynthes liv!

    Bedste tanker
    Line

    SvarSlet
  6. Det er vidst en sagsbehandler der ikke har læst med i lang tid nok, for os der har fulgt din blog i længere tid, ved udmærket godt hvad du kæmper med, da du engang imellem har indlæg der går lidt tætter på.
    Sikken en frækhed at stille den slags spørgsmål. Min mor led også at fibromyalgi, så nej der er ikke kun en sygdom der er i folks hoveder. Også selvom man har en sygdom der gør at man ikke kan arbejde, så har man stadigvæk ret til at have et liv og din skønne datter har rets til en opvækst uden at være alt for meget mærket af at hun har en mor med en sygdom.
    Man bliver bare så sur når man læser sådan noget.

    SvarSlet
  7. Jeg får sådan lyst til at give dig et kram. Også selvom jeg slet ikke kender dig andet end her i blogland. Her må man gerne fokusere på det positive og drømme for fremtiden. Jeg håber stadig du vil bruge blogland til at generere energi til at tackle hverdagen og huske på alle de gode ting.
    Knus og kram Anne-Mette

    SvarSlet
  8. åh :-( Ved jo slet ikke hvad jeg skal skrive opmundrene ord...
    Men ja de er hårde... er selv det sammen igennem... når man ikke kan se en sygdom som en brækket arm...
    Jeg er også på de pokkers dag penge... og Bestemt IKKE at egen fri vilje.. men det er nu sådan engang det er..
    Ja man ser det som man ikke kommer nogen vejne med de ting man drømmer om... har selv opgivet mange gange..
    Men alligevel... kæmper..og det lykkes da med nogle ting...

    Håber på det bedste for dig
    Klemmer..

    SvarSlet
  9. Kæmpe kram knus og stort skulderklap til at du klarer udfordringerne og en fantastisk mor for Mynthe.

    SvarSlet
  10. Jamen sødeste da....sikke da noget MØG! Jeg tror du trænger til et kæmpe stort KRAM...jeg stiller mig i kø, for der er flere som sender dig store krammere, kan jeg se:-)

    Jeg mangler ord til trøst...så du skal bare vide, at jeg tænker på dig og den situation du står i.

    Jeg har lige været sygemeldt i 3 måneder med stress (REN arbejdsrelateret stress, skal jeg lige sige!!) Og 2 dage efter jeg raskmeldte mig blev jeg fyret. Efter 6 år.

    Så vi er flere om at sige PIS og LORT og FU*K til det hele...heldigvis har du jo dit fokus på det der er aller vigtigst - din datter, kæreste og familie...og det er i virkeligheden det der tæller i den sidste ende...selvom det stadig er noget lort at stå i ØV situationer når det drejer sig om økonomi (jeg har en fornemmelse af at det er dét der er humlen i det hele.)

    Mange tanker og OP PÅ HESTEN kram til dig
    Malene

    SvarSlet
  11. Kjære søte du!!!
    Dette innlegget er så tøft av deg å skrive!
    Jeg er så lei for at du har måttet oppleve slike kommentarer.Negative ord setter seg mer en de gode dessverre :(
    Stå på videre, vi har alle godt av å "rømme" til "bloggbobla". Skjønner så godt hva du mener med det du skriver. At det er et fristed og at det er et sted du kan kose deg med.

    Håper ikke du gir deg som blogger, for du er så fin å ha her i interiørland.

    Klem

    SvarSlet
  12. Bedste hilsner herfra.
    Lad ikke negative mennesker(eller de som ikke ved bedre) bestemme dit humør.

    Knus, Kirsten

    SvarSlet
  13. Hej

    Det er bare træls.
    Da jeg var sygemeldt og skulle på ferie.
    Fik jeg min læge til at sige god for det.
    At det var godt for familien og en selv.
    Ved godt at det er træls at man føler at man skal spørge om lov til alt.

    SvarSlet
  14. Jeg vil os lige sende et KRAM!!!

    SvarSlet
  15. Åh en klump jeg fik i halsen.
    Jeg kender det fra op til flere. Sygdom som ikke umiddelbart kan ses fordi man ikke ligger og er ved at dø.

    Men der findes rent faktisk folk der er SYGE, og når du har diagnosen, ja SÅ har de bare ikke en dyt at sige.

    Jeg håber at du om et par dage er glad igen. Nyder at følge med selvom jeg ikke skriver så mange kommentarer. SÅ du skal bare fortsætte ;o).

    Kram herfra

    SvarSlet
  16. Øv søde du, det er trist læsning:-( Synes det er så ærgerligt når folk går i så små sko og ikke kan se ud over egen næsetip. Det er jo alment kendt, at blogverden er et glansbillede og vi viser jo kun (for det meste) de smukke perfekte glimt fra hverdagen.
    Kram her fra

    SvarSlet
  17. Kææææmpe kram til dig, sender dig de bedste tanker. Ved godt det er svært, men lad ikke det kue dig og stoppe med at blogge, som du jo er så glad for.
    Tror vi er mange herinde der kæmper med noget og så er det så rart at blogge om alt det gode.
    Hold fast i det der gør dig glad og giver styrke!!!!

    SvarSlet
  18. Godt brølet løveinde !
    Og et kæmpe kram herfra

    SvarSlet
  19. Kære du...
    Jeg får lyst til at give dig et kram. Sikken en behandling. Vi har alle sammen "bagside", tænk sig en sagsbehandler ikke under dig, dit blogliv.
    Håber du vender tilbage:-)
    Kram

    SvarSlet
  20. Føler rigtig meget med dig. Jeg har også flere diagnoser på "usynlige sygdomme" fleksjobla.tilbagevendende depressioner, Neurasteni mm.). Jeg har i de sidste 16 år jeg har været syg blevet gokket i nøden rigitg mange gange, grædt mange tårer og følt verden var imod mig fordi jeg er syg. Jeg har været sygemeldt fra nov. - marts og i den periode haft 6 forskellige sagsbehandlere. Sagsbehandlere der var forstående og sagsbehandlere der ikke engang vidste hvad jeg fejlede. Især en får det stadig til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Hun kiggede på mig og og sagde som den første kommentar: "Sådan en som ser så godt ud som dig og bare er psykisk syg skal da igang med at arbejde igen." Jeg blev så paf, at jeg ikke fik sagt et ord. Jeg plejer ellers nok at kunne bruge mine talegaver, men den kommentar ramte lige i maven. Tja bare fordi min ydre skal ser fin ud, skulle folk bare vide hvordan der er inden i den - tror ikke nogen vil bytte! Håber virkelig du bliver ved med at blogge, jeg nyder dine indlæg, så bliv ved og lad ikke mennesker der er snæversynede styre dig. Kæmpe krammer til dig

    SvarSlet
  21. Jeg kender godt til det du skriver. Har også nogle skjulte sygdomme i min kuffert. Sygdomme der er stærkt invaliderende og gør at jeg har brug for hjælp til mange til, som også du beskriver.
    90% af de professionelle jeg har mødt, har desværre den opfattelse at det de ikke kan se, det heller ikke eksisterer. Det er altså barske odds at være oppe imod!
    Jeg er også blevet mistænkeliggjort af kommunefolk, som ikke forstår at jeg kan være kreativ og bruge en computer, når jeg ikke har kræfter til at pudse vinduer og gå særlig langt uden at blive massivt udmattet.
    Jeg ser mig selv som et yderst pligtopfyldende menneske og hvis jeg på nogen måde KAN oparbejde min arbejdsevne, så SKAL jeg sørge for at gøre det. Og den bedste metode til det, er lystbetonede opgaver. Hvis noget af problemet er stressbetinget, mener jeg også det er min pligt at sørge for at lave ting de afstresser. Så det gør jeg.

    Jeg synes det er en svær balance at blogge og have invaliderende skjult sygdom. Jeg har skrevet rigtig meget om mine sygdomme, selvom det også er grænseoverskridende at fortælle om noget der er så privat. Jeg vil ikke have sympati, jeg vil ikke ynkes. Men jeg vil rigtig gerne have forståelse.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er det nogle fantastiske ord du skriver. Du rammer virkelig plet med hvad os med usynlige sygdomme føler. Skønt at høre at jeg ikke er den eneste.

      Slet
  22. ÅHHH nej det er da meget trist at nogen kan tænke sådan og ikke kan se hvor meget du kæmper for at få dagen til at hænge sammen.
    Jeg føler virkelig med dig, især da jeg ved hvordan det er, jeg fik konstateret slidgigt i dele af min ryg og nakke for snart 18 år siden, blev omskolet fra sygehjælper ( som var en del af synderen til det ) til pædagog.
    Jeg arbejder nu som handicaphjæler, men må så samtidig tage de gener med som det giver af smerter, for der er jo ingen der kan se jeg har ondt, for jeg siger jo aldrig noget og det kan jo ikke ses, som hvis vi har en brækket arm eller et ben.
    Jeg har også tit fået at vide at det da bare er noget pjat at jeg siger idag kan jeg altså ikke lige klare det og det. Måske især fordi jeg aldrig har fortalt noget på de arbejdspladser jeg har haft efter jeg fik en ny uddannelse, for hvis du fortæller sådan noget så får du jo ikke jobbet, så jeg har bare bidt tænderne sammen på de dårlige dage, men det gør jeg ikke mere, jeg har heldigvis en arbejdsgiver der godt ved at jeg ind i mellem ikke kan så meget andet end at passe ham ( han har muskelsvind og er kørestolsbruger ). men jeg synes der er meget langt imellem de mennesker som kan se at både du, jeg og mange andre kæmper for at få det hele til at hænge sammen.

    Jeg håber virkelig at du bliver ved med at se fremad og være så positiv som du er og hygger dig med din skønne datter.

    KNUS Lene

    SvarSlet
  23. Nogle mennesker er født idioter! Jeg sender også et kæmpe kram og mange tanker til dig. Jeg får ikke kommenteret så meget hos dig, men det er en fin og dejlig kreativ blog, du har. Knus

    SvarSlet
  24. Øv, hvor er det da virkelig træls for dig! :-(
    Jeg kan godt forstå, at du har mistet gejsten, når din blog, dit frirum, bliver vendt til noget negativt.
    Jeg håber for dig, at der er lysere tider for dig og din familie forude.

    SvarSlet
  25. Vil bare lige sende dig et kæmpe kram. Min mormor har lidt af det samme som dig igennem mange mange år og ved hvor meget du må kæmpe!! Fortsæt de positive tanker og med at give en masse kærlighed til Mynthe. :)

    SvarSlet
  26. Åh hvor jeg kender det, man vil bare så gerne virke normal, og være stærk både for andre og sig selv, det er en kamp nok i sig selv, det er en kamp at stå op om morgenen, selv når man ved at det drømmeliv man havde aldrig vil kunne blive til noget, jeg kender alt for godt til offentlig ydelser, sparsomme hverdage, tomme køleskabe og drømme der brister hver dag, og så hjælper det ikke at folk er dømmende, fordi, de ting ,de mener er normalt basis kunne og viden i deres hoved, ikke nødvendigvis er den samme situation hos en selv. folk der ikke kan se bag det ydre og kun dømmer på coveret, er ikke værd at spilde negative tanker på.

    jeg håber du kommer op af trappen igen og ender på det øverste trin, lige meget hvor hårdt hver trin er, så husk på dem som støtter dig og ved hvordan du har det, hold fast i de følelser og så glem..... nej sku...FUCK de mennesker der ikke kan se din kamp i livet, det er dem der er noget galt med hvis deres glansbillede aldrig krakelere.

    Alle de knus og kram du har brug for.

    Sara

    SvarSlet
  27. STORT KRAM!!! Fra en du heller ikke kender!
    Jeg håber du tager alle disse dejlige kommentarer til dig, for jeg tror ikke der er en eneste blogger der kun fortæller hele sandheden med alle de grimme ting livet også indeholder.
    Jeg syns din blog er dejlig at læse. både de dage i har hygget og haft en fantastisk dag men også de dage du viser lidt af bagsiden og din sårbarhed. Bliv ved at skriv hvis det er en af de ting du nyder i din hverdag.

    Vi bestemmer heldigvis allesammen selv hvad vi vil skrive om. og sådan skal det blive ved at være!

    Knus fra en mor der ikke har fortalt om sine svage tendenser på sin blog....

    SvarSlet
  28. ved slet ikke hvad jeg skal sige, så vil bare sende dig et kæmpe kram!
    jeg er selv enlig mor på SU og det er sgu svært at få til at hænge sammen, men det er jo ikke ligefrem det man ønsker at vise. så jeg forstår fuldt ud dit frirum , og din lyst til at vise de gode og fine øjeblikke fra din hverdag :)

    endnu engang kæmpe kram

    SvarSlet
  29. ALLE har en gang i mellem brug for en pause knap, for livet er sku ikke nemt for os alle. Jeg ved slet ikke hvad der er sket forud for dit indlæg, men hvis det er den kommentar i kursiv, så synes jeg du skal vende den anden kind til. Vi kan ikke tag onde bemærkninger til os, det vil bare ødelægge dig! Folk er nogen gange modbydelige og smålige, og uanset om man er på overførelsesindkomst eller direktør, så har man brug for ferie, og din datter har brug for ferie.
    Bloggen er din pauseknap, og det skal ikke tag fra dig! Den har du lov til at ha i fred!

    kh

    SvarSlet
  30. Puha - Så fik jeg da lige en tåre i øjet og en klump i halsen af at læse dit indlæg.
    Folk skulle skamme sig! Blog'livet' er også nyt for mig - men giver faktisk os en mulighed for, at være glade for de små ting i livet som gør os glade (fx en tur i 10'er butikken eller søstrene grenes hvor vi finder fede ting, børn og familie der giver os gode minder og oplevelser i rygsækken). Jeg er selvfølgelig IKKE i din situation - men er pt. sygemeldt med bækkenløsning (skal føde i november) - og HOLD NU KÆFT, hvor har folk travlt med at fortælle mig, hvor forfærdeligt det er og at det godt nok er langt tid jeg skal gå hjemme. JA TAK - Det skal man også lige selv sluge: MEN MEN MEN så prøver jeg rent faktisk, at fokusere på det positive (bl.a. at man kan lave små kreative projekter, læse bøger, nyde at jeg skal hvile mig osv.) men det er andre folks sure opstød der gør det svært at holde 'gejsten' og det positive sind oppe. Håber virkelig for dig og din familie, at du SKIDER på de folk der har så ondt i røven over din pauseknap (bloggen) - De må virkelig have et sørgeligt liv, hvor de ikke formår at fokusere på de hyggelige og dejlige ting der også er ind imellem et hårdt liv (især for dig!) KLAP PÅ SKULDEREN TIL DIG og et knus.
    Kærligst fra Julie Maria
    www.klokkinder.blogspot.dk

    SvarSlet
  31. Hey hov, er ikke helt med. Er der nogle dumme der roder i dit hygge her i blogland og mener du bør lukke den, eller lukker du ned af egen vilje efter de har konfronteret dig med noget?
    Du vil være savnet!

    SvarSlet

Jeg elsker alle jeres søde kommentarer, og forsøger så vidt muligt at svare på hver enkelt men det tager måske lidt tid. Om ikke andet, læser jeg dem alle og sætter virkelig pris på at I har lyst til at kommentere - TAK :D