Jeg har jo gået hjemme i laaaaang tid snart, sygemeldt pga min dumme krop. Jeg har førhen været i arbejde mm. og startet udd. men har alle gange desværre måtte stoppe. Faktisk har jeg ikke været sådan rigtig rigtig igang siden jeg blev sygemeldt i min graviditet - selvom jeg virkelig virkelig gerne vil.
Men lidt kampe med kommunen og et dumt helbred gør det bare svært. Og så længe man er under lægelig udredelse er man sygemeldt og uden for arbejdsmarkedet.
MEN, nu er jeg så småt noget dertil hvor jeg har fået lov at komme i lidt "snuse praktik" for at finde ud af hvilke fag min krop kan klare og hvor mange timer ugentligt, og så på den baggrund få fundet en ny uddannelse til mig jeg gerne skulle kunne holde til. Lige nu går jeg dagligt til nogle "møder" med nogle der ligesom mig selv, er sygemeldte med dumme og besværlige lidelser. Først tænkte jeg "aaarrrgh come on - skal jeg virkelig det?" Men det er egentlig rigtig rart at komme ud og snakke med nogle der er i samme situation som mig selv, folk der har været igennem det jeg skal igennem, kan give råd og vejledning og ikke mindst håb.
Sidste uge var noget rigtig skidt. Efter diverse samtaler om fortiden, helbreddet, mulighederne for fremtiden mm. var humøret helt i bund! Jeg har altid haft svært ved at acceptere mit problem og det er absolut ikke noget jeg taler højt om, tvært imod synes jeg måske det er lidt små pinligt, og er jeg ude bider jeg som oftes smerterne i mig for ikke at syne syg. For jeg synes altså ikke selv jeg er syg! Men jo, det er jeg, og jeg har en del begrænsninger jeg er nødt til at tage højde for selvom jeg ikke har lyst. På de her "møder" lærer vi at tackle vores situation i nuet, og istedet for at se på alt det man ikke kan, ser vi istedet på alt det vi godt kan. Meget simpelt - men super svært. Nu har jeg i flere år ikke mødt andet end modgang pga de ting jeg ikke kan, så er det svært pludselig at vende den om. Men det er nyttigt kan jeg mærke! Min konsulent som det så fint hedder, altså den person der er knyttet til mig, siger at jeg skal blive bedre til at snakke om min situation og fortælle folk om mit helbred - det er knag'me svært! Især fordi selv de helt tætte på mig, måske ikke engang ved alt det de burde.
Jeg døjer med konstante ledsmerter, fingre/hænder/arme, skulder, hofte, lænd og ellers bare skiftevis smerter i hele kroppen. Sovende led, træthed, hovedpine, koncentrations- og hukommelsesbesvær. Jeg har svært ved at sidde i længere tid af gangen, svært ved at gå,stå,løbe mm. Og mange flere skavanker! Ja hvad er der ikke galt? Lort med lort på! Nå, men altså.. Jo mere jeg fortæller det, jo mere går det op for mig selv og jo før kan jeg vel acceptere det og komme videre tænker jeg.. Selvom det er svært.
Men jeg er fortrøstningsfuld, især nu hvor jeg er omgivet af andre i samme situation og fagpersoner der er der for at råde og vejlede.
Et surt og meeeeget sandt opstød herfra.
- Så blev i det klogere på mig :)
Hold da op! At kunne skrive sådan et indlæg kræver da virkelig at du giver noget af dig selv, så send lige konsulenten et link:-) Tak for indlægget!
SvarSletFedt at du er på vej mod noget bedre, og en måde at komme videre og igang på. -Som du nu kan holde til. Ked af at høre det er så mange ting du døjer med. Er der en diagnose på det, eller hvad? Held og lykke med at finde det et rigtige for dig :)
SvarSletDet gik da helt godt synes jeg ! Det kræver sgu' sin kvinde at dele den slags meget personlige sager - tillykke med et stort, flot skridt i den positive retning Ü
SvarSletEr virkelig ked af at høre at du har det som du har. Er det noget graviditeten har givet dig? eller havde du det også før graviditeten? Er det en form for gigt? Syndes, som de andre også skriver, at det er super godt gået af dig, at dele det alt dette med os andre. Specielt når du er/har været så trykket af det. Jeg håber, at det måske også giver lidt lethed inden i, at komme ud med det? Nogen gange kan men godt gå helt ned, ved at holde sådan noget for sig selv, ikke at være åben om det og snakke med andre om det. Det giver tit en lethed i hverdagen.. Her er jeg.. sådan er jeg.. tag mig som jeg er.. elsk mig som jeg er.. Ingen løgne.. ingen skjulte dagsordner.. bare mig. Men inderst inde, er det også vigtigt at du selv 110 % acceptere din situation. Og jeg er sikker på at du når der til meget snart. Det lyder til at du er på rette vej. Du er for sej! Rigtig dejlig dag til dig! De siger solen kommer til at skinne fra en skyfri himmel :)
SvarSletPuha ... det må have været en sej kamp at skrive det, men jeg tror også på åbenhed hjælper. Jo mere man snakker om det, jo mindre fylder det. Det håber jeg for dig, og at de finder ud af hvad det er.
SvarSletMaiken
Jeg føler i den grad med dig! Jeg har selv et par irriterende diagnoser (sclerose og leddegigt) og kender godt til nogle af de ting du nævner. Det er virkelig hårdt at acceptere! Jeg har indstillet mig på at accept-delen bliver noget jeg skal arbejde med resten af livet. I de perioder hvor det går godt, er det Jo let at acceptere, men når det så går dårligt, knokler jeg, ud over smerter og gener, med overhovedet at acceptere, at det er sådan. Men jeg kan også mærke, at jeg bliver bedre og bedre til at tackle det, og det er jeg glad for. Jeg er også blevet bedre til at være omsorgsfuld overfor mig selv - både
SvarSletfysisk og psykisk. Det indebærer, at jeg er blevet bedre til feks at bede andre om hjælp, og at jeg øver mig i at tænke positive ting omkring mig selv og min krop. Istedet for altid at føle mig afmægtig og frustreret. Naturlig med det i mente, at de også kan være sundt at rase ud engang imellem ;-)
Jeg kan også kun opfordre dig til at være åben omkring din lidelse. Ofte møder man en masse venlighed, når man fortæller om, hvordan man har det.
Fedt at du har fået mulighed for at komme på et kursus, hvor du kan dele dine tanker med nogle som ved en masse om, hvad du kan gøre :-)
Jeg skriver ikke om mine lidelser på min blog, det er et bevidst valg. Det er ikke fordi, jeg ikke vil være ved min sygdom, men fordi jeg har valgt at min blog skal omhandle og hylde de ting jeg holder af. Jeg synes dig det er rigtig fedt, at du skriver om det herinde :-) det er i hvert fald et skridt i den rigtige retning, når åbenhed er en udfordring for dig :-)
Held og lykke med det hele. Du er altid velkommen til at sende mig en mail om dine tanker, hvis du får lyst :-)
Kh trine
Søde Camilla. Mine bedste tanker og ønsker! K.h. Moster.
SvarSletTusinde tak for de rosende ord, - det har været svært men rigtig rart at få det skrevet ned.. Var meget i tvivl om det skulle på bloggen, men det er jo min lille "dagbog" og jeg tror det er sundt og godt for mig! Så det prøver vi :)
SvarSletForsøger lige at svare jer alle på en gang, hvis jeg glemmer noget må i undskylde. Jeg har altid haft lidt svage håndled, men det startede som sagt med at jeg blev sygemeldt med bækkenløsning ret tidligt i min graviditet, og siden da er det bare gået ned af bakke, og ret hurtigt faktisk. Lægerne siger at hormonerne i forbindelse med en graviditet/fødsel godt kan sætte skub i den slags lidelser hvis man har generne. Som jeg jo desværre har - især min mor lider hårdt af sygdommen fibromyalgi. Min mormor af gigt og sådan fortsætter det..
Helt bestemt hvad jeg fejler ved de endnu ikke, forskellige diagnoser er blevet "luftet" men intet er slået helt fast endnu.
Tusinde tak Trine, det vil jeg huske :)
Men det har nu faktisk lettet lidt på mig, underligt nok - men det er nu rart at have den "hurdle" ude af kroppen! Tak :)