søndag den 25. september 2011

Det der med skilsmissebørn..


Jeg er selv skilsmissebarn, mine forældre blev skildt da jeg var fire år gammel og jeg kan den dag idag slet ikke forestille mig at de to nogen sinde har været sammen – jeg har heller aldrig haft ønsket om at de fandt sammen igen, for mig har det bare været det rigtige. Hele min familie er faktisk skildt, på kryds og tværs og så skildt igen, men alle har det godt med hinanden vi snakker og ses og derfor er min familie også en stor en af slagsen, da der både er nye og gamle, ægte og bonus’er – men det fungerer perfekt!
Derfor piner det mig virkelig meget at forholdet imellem Farmanden og jeg ikke fungerer. Én ting er at have sat et skilsmissebarn i verden, det er man jo ikke altid selv herre over - og der hersker absolut ingen tvivl om at det valg var det rigtige at tage. Jeg har det rigtig godt, bedre end jeg har haft rigtig længe. Jeg er blevet meget mere klar over hvem jeg selv egentlig er som person, mit og Mynthes bånd er blevet meget stærkere og hun er blevet om muligt, en endnu gladere pige. Og jeg oplever hvordan kærligheden også kan føles. MEN, for der er jo næsten altid et men, desværre! Det piner mig virkelig at vi som forældre ikke kan tilsidesætte vores egne problemer og snakke sammen for Mynthes skyld, fra min side er der ingenting i klemme og jeg ønsker det bedst mulige samarbejde, men det skal man jo desværre være to om at kunne. Det gør ondt på mig at Mynthe spørger forgæves efter sin far, og at jeg ikke kan give hende nogen ordentlig forklaring. Det fylder rigtig meget i mit hoved og dræner mig fuldstændig for energi.
Jeg er selv vokset op som et lykkeligt skilsmissebarn og mener klart at jeg har fået den bedst tænkelige opvækst med masser af kærlighed fra både ægte og ”uægte” forældre, men jeg ved også, at grunden til at det er gået sådan, er at mine forældre altid har kunne samarbejde sammen omkring mig, og altid har ønsket det bedste for mig – også selvom der selvfølgelig ind imellem har været lidt knas på linien.
Ihhh altså! Det der skilsmisse halløj er da til at brække sig over.. 
Hvordan har I tacklet det hele? Jeg ved godt det er hårdt når den ene person er videre i sit liv og den anden ikke er, men alligevel – det er jo for barnets skyld? 

Image and video hosting by TinyPic

11 kommentarer:

  1. Mynte er bedre tjent med 2 glade forældre (om ikke andet glade på sigt), end to samboende forældre der altid skændes og hakker på hinanden - knus

    SvarSlet
  2. Ja, det kan være noget af en balancegang at være skilt. Jeg selv har været heldig at blive"lykkelig" skilt fra mine to ældste børns far. Min søster , som forgæves har prøvet at få hendes eksmand til at samarbejde, sagde noget klogt, nemlig at hun nok bare måtte erkende at hun så ikke fik en lykkelig skilsmisse, hvor de ku enes om at ville børnenes bedste. Hun håndterer nu den erkendelse som en sorg! En sorg over at have mistet den lykkelige skilsmisse.
    Ved ikke om det giver mening, men det har virket for hende at anskue tingenes tilstand sådan og nu bruger hun sin energi på børnene istedet for eksmanden.Knus

    SvarSlet
  3. Jeg må give ovenstående ret - troede også jeg havde en 'lykkelig' skildsmisse... Havde trukket ægteskabet så langt at manden endeligt også kunne se at det var den vej det gik... og da beslutningen var taget var vi enige, havde så dog familie til at skabe drama om det!!! Men som tiden gik OG EN AF OS KOM VIDERE vendte det på en tallerken... Mine ord om at mine piger aldrig ville blive svigtet af deres far og at han stadig ville sætte dem før sig selv må jeg æde igen :-( det er skide surt - men især fordi vi er nogen der altid sætter børnene først og ikke kan forstå hvorfor vi er ene om det.

    MOR TIL MOR... Du får en krammer og et klap på skulderen, du gør det godt, og dit barn kan mærke det.

    SvarSlet
  4. Kan ikke komme med råd.. Men kan sætte mig ind i det er svært at forklare og svare..
    Håber tiden løser det for jer - og der findes en vej for en 'god' skilsmisse..
    I hvert fald stort knus til dig - og dejligt at høre om jeres bånd og kærlighed der bare vokser!!:)
    Kh Anne

    SvarSlet
  5. Jeg har ingen kloge ord, men en masse varme tanker sender jeg dig<3
    Kh. Louise

    SvarSlet
  6. Jeg har desværre ingen større erfaring på området, men vil sende dig en hilsen. Hvis det er dig der må være den store person her, så er det det du skal være. For Mynthes skyld. Hop ikke med på hans vogn, og lad være at gå i diskussion. Helt sikkert lettere sagt end gjort, men jeg tror det er super vigtigt. Kram

    SvarSlet
  7. Ja, det er temmelig hårdt, hvis man ikke føler samarbejdet fungerer. Jeg fik selv lidt optur af at læse denne klumme. Måske hjælper det osse dig :-)/ jer.http://2hjem.dk/bloggen-/2011/samarbejde-turretur.aspx

    SvarSlet
  8. Jeg er også skilsmisse-barn og af den slags hvor mor og far (især far) SLET ikke kunne tåle synet af den anden part. Det var hårdt og meget svært for os børn at forstå. Men mest af alt gjorde det ondt når min far sagde grimme ting om mor i vores påhør eller vi overhørte hvordan de brokkede sig over den anden.
    Børn opfanger jo lynhurtigt når stemningen ikke er god mellem far og mor - og så er det bare så vigtigt at have en god base derhjemme hvor der er plads til bare at være barn og være omgivet af den kærlighed som ethvert barn fortjener.
    Et sådant hjem er jeg overbevist om at du giver Mynthe, og med tiden vil hendes far også finde kræfterne til det...
    Kram Pia

    SvarSlet
  9. Du får også et kram herfra!
    Jeg er også skilsmissebarn. Jeg er idag 29 år og har ALDRIG hørt min mor og far tale til hinanden. Kun OM hinanden! og ja du kan nok regne ud det ikke var positive gloser. Jeg ved idag at min mor var den kloge og den jeg burde have stolet på. Men det vidste jeg ikke som barn og det ødelagde mange ting. Jeg har stadig svært ved at stole på andre mennesker og binde mig til ny familie. jeg har ikke talt med min biologiske far i 7 år nu. jeg kan ikke rådgive dig... kun sige at jeg ønsker for jer alle 3 at i kan lade være med at tale om hinanden. Spørger din smukke pige om noget om far som du ikke kan sige på en pæn måde... kan du så bede hende spørge far? Jeg ved det ikke... Kun at mine forældre fejlede... Begge 2.

    SvarSlet
  10. Mine bedste tanker til dig. På omtrent samme tidspunkt som dig valgte min søster også at ville skilles. På trods af bedste intentioner er der følelser i klemme og vanskelig kommunikation, men mon ikke det ofte vil være sådan i starten indtil altid finder et nyt naturligt leje? Håber det bedres for jer.

    SvarSlet
  11. Har ingen erfaring at give videre, men har en fornemmelse af at du og Mynthe kommer stærke ud på den anden side, når der falder mere ro på det hele. Du gør et fantastisk job og se på din dejlige datter, og klap dig selv på skulderen for det !
    Spørger hun til far, ville jeg nok - hvor hun stadig er så ung - fortælle hende at far og mor gør noget forskelligt - og at I begge elsker hende og det er det vigtigste. KRAM

    SvarSlet

Jeg elsker alle jeres søde kommentarer, og forsøger så vidt muligt at svare på hver enkelt men det tager måske lidt tid. Om ikke andet, læser jeg dem alle og sætter virkelig pris på at I har lyst til at kommentere - TAK :D